Danmark har siden starten af 80’erne været foregangsland når det drejer sig om behandling og rehabilitering af flygtninge, der i deres hjemland er blevet traumatiserede af tortur, krig og andre former for organiseret vold. Om end kapaciteten stadig er utilstrækkelig, så er Danmark trods alt det land i Verden, der i forhold til flygtningetallet kan tilbyde flest behandling i Danmark.
Derimod har der i mange år kun været meget begrænsede hjælpemuligheder for psykosocial støtte til de millioner af mennesker, der i de seneste årtier har overlevet krige, borgerkrige, intern fordrivelse, forfølgelse og andre former for organiseret vold. I det tidligere Jugoslavien er der stadig hundredtusinder af mennesker, som fortsat martres dagligt af de rædselsoplevelser, de havde under borgerkrigen. Det samme gælder i Rwanda, Mocambique, Afghanistan, og ikke mindst i Irak. Listen over lande, hvor hele befolkninger er blevet psykisk og fysisk traumatiserede kunne fortsætte.
Svært traumatiserede mennesker udvikler angst og depressioner. De mister evnen til at kunne koncentrere sig og huske, og dermed også evnen til at indlære. De oplever svære søvnforstyrrelser og oplever en række sociale problemer - alt sammen forstyrrelser, der svækker eller helt ødelægger deres arbejdskapacitet og gør dem til uproduktive borgere i det samfund, der har så hårdt brug for dem.
Endvidere ved vi, at hovedparten udvikler en række afledte somatiske sygdomme, så de i urimelig grad kommer til at belaste landenes sundhedsvæsen og dermed også landenes økonomi.
Børn af traumatiserede forældre vokser op under angstfyldte og utrygge forhold, og undersøgelser viser, at både de psykiske og sociale problemer følger med ind i næste generation.
Bl.a. af disse grunde er det vigtigt at etablere psykosociale hjælpeprogrammer i de regioner af Verden, hvor vi ser hele befolkninger eller større befolkningsgrupper bliver traumatiserede af krige, borgerkrige, forfølgelse eller andre ekstremt belastende livsomstændigheder.
Den væsentligste grund til at gøre en indsats er imidlertid den humanitære: At arbejde på at reducere de langvarige følgevirkninger af menneskelige lidelser, som alvorlig traumatisering medfører.
OASIS tilbyder bistand på
følgende områder:
Hjælp til identifikation af behov for psykosocial bistand.
Identifikation af relevante lokale ressourcepersoner til at indgå i psykosocialt rehabiliteringsarbejde.
Hjælp til at planlægge hjælpeindsatsen i samarbejde med lokale myndigheder, herunder evt. etablering af et nødberedskab.
Støtte til at organisere og koordinere hjælpeindsatsen.
Udvikle og gennemføre træningsprogrammer til lokalt social- og sundhedspersonale med henblik på opbygning af en lokal kapacitet i psykosocial behandling og rehabilitering.
Gennemføre programmer med henblik på træning af trænere i psykosocialt hjælpearbejde.
Supervision i psykosocialt arbejde med traumatiserede efter organiseret vold.
Evaluering af psykosociale rehabiliteringsprojekter efter organiseret vold.
Personale, OASIS kan stille til rådighed ved internationale opgaver:
I forbindelse med humanitære katastrofer, som vi har set det i Rwanda, Afghanistan og Irak, kan det være nødvendigt med en hurtig indsats til at organisere et akut psykosocialt beredskab til støtte for et samfund i kaos og en befolkning i panik.
En langsigtet psykosocial rehabiliteringsindsats kræver imidlertid et minimum af sikkerhed og tryghed omkring tilværelsen. Mennesker der stadig befinder sig i livsfare kan ikke bearbejde deres traumer. Derfor er det så vigtigt, at den psykosociale indsats koordineres nøje i forhold til andre former for indsatser i de kriseramte områder.
Den direkte indsats bør ske af social- og sundhedspersonale fra det pågældende land, hvor vores rolle primært er at fungere som trænere og konsulenter.
Det er endvidere vigtigt, at indsatsen i videst mulige omfang sker i overensstemmelse med det pågældende lands egne værdisystemer og kan relatere sig til den pågældende kulturs egen opfattelse af sammenhængen mellem krop og psyke.
Målet med indsatsen er at opbygge en lokal kapacitet til rehabilitering af traumatiserede ofre for organiseret vold. Da der er ringe tradition for den type arbejde i langt de fleste af de lande, hvor der foregår organiseret vold, er det ofte også en indsats, der kræver et længerevarende samarbejde. Vi er dog også meget bevidste om, at den lokale indsats skal kunne være bæredygtig i løbet af en årrække (typisk 5-8 år). Det er vores erfaring, at det ikke nødvendigvis kræver en fast tilstedeværelse i landene, men vil kunne klares meningsfuldt med besøg af 2-4 uger af gangen, 2-4 gange årligt.