Verden i dag er fortsat præget af krig og konflikter. I mange lande er mange mennesker udsat for institutionaliseret vold og tortur, vilkårlig fængsling, tvungen forflytning m.v..

Denne samfundsskabte vold rammer såvel individer, familier som hele samfundet. Danmark har en tradition for at bidrage til humanitær nødhjælp rundt omkrig i verden, til opbygning af rehabiliteringscentre og træning af paraprofessionelle medarbejdere.

I april 1996 anmodede Folkekirkens Nødhjælp OASIS om at påtage sig den opgave at evaluere organisationen Balay. Balay er en NGO, hvis formål er at yde psykosocial hjælp til løsladte politiske fanger og til internt fordrevne personer, mennesker som af regeringen er tvunget til forlade deres hjemegn bl.a. for at give plads for regeringens industrialiserings-planer. Regeringen påtager sig ikke genhusning af disse mennesker, der ude nogen form for offentlig hjælp er overladt til selv at finde udveje for overlevelse.

Evaluerings opgaven udførtes af Ala N. Elczewska og Grethe Svendsen. Under deres omfattende rejse på Filippinerne foretog de interview af klienter samt medarbejdere fra Balajy. På baggrund af disse interviews indgik der i evalueringen en anbefaling af at der fremover ydes kontinuerlig supervision til Balay´s medarbejdere.

Da vi i OASIS behandler svært traumatiserede flygtninge, var vi helt klare over vigtigheden af supervision. Vi tilbød derfor at yde supervision og supervisionstræning til Balay's medarbejdere, der som ovenfor nævnt arbejder med svært traumatiserede mennesker. Det er helt nødvendigt med supervision til medarbejdere, der arbejder med en sådan gruppe klienter, i det risikoen for udtrætning og udbrændthed er for stor. Medarbejdernes afgang fra arbejdet medfører at de høstede erfaringer risikerer at forsvinde.

I efteråret 1996 fremsendte OASIS derfor en anbefaling til Folkekirkens Nødhjælp om afholdelse af et supervisionskursus for Balay. Balay var positiv overfor planen og Folkekirkens Nødhjælp besluttede at støtte kurset økonomisk.

Det første supervisionstræningskursus blev afholdt i marts 1998. Som trænere fra OASIS deltog Grethe Svendsen og Susan Møller. Kursuset blev afholdt i henholdsvis Manila og Cebu City. Der deltog i alt 24 medarbejdere fra Balay, som repræsenterede både rådgivende funktioner og administration. Kurserne varede 2 x 1 uge.

Kurserne var tilrettelagt som en vekselvirkning mellem teoretiske oplæg, øvelser og diskussioner i plenum samt praktisk træning i supervisionsgrupper.

Det har fra starten været vigtigt for os, at gøre kursisterne opmærksomme på, at vi kom med vore bidrag ud fra vores forudsætninger, kulturelt, samfundsmæssigt og fagligt. Vi opfordrede derfor ved plenumdiskussioner efter hvert oplæg eller gruppearbejde deltagerne til at reflektere over omsætningen til deres kulturelle og samfundsmæssige forhold.

Under kurset erfarede vi, at kursisterne var gode til at løse konkrete praktiske problemer, hvilket var forståeligt ud fra den overvældene fattigdom, sygdom og samfundsskabte vold, som var kursisternes og klienternes virkelighed. Kursisterne var til gengæld mindre bevidste om, og mindre trænede i, at arbejde med processionelle forhold, såsom klienternes følelsesmæssige reaktioner på deres traumatiske oplevelser og deres egne følelsesmæssige reaktioner på klienten som tilsammen udgør dynamikken i det professionelle kontaktforhold. Denne skærpede opmærksomhed var så meget mere påkrævet, da en del af kursisterne selv var traumatiserede eller gift med traumatiserede tidligere politiske fanger.

Balays medarbejdere havde i høj grad profiteret af det første træningskursus og var glade for den skærpede faglige bevidsthed, henvendte organisationen sig til Folkekirkens Nødhjælp med anmodning om et forsættelseskursus i 1999.

Kursus nummer 2 blev tilrettelagt og gennemført af Ala N. Elczewska og Susan Møller og fandt sted i august 1999. Kurset var også denne gang tilrettelagt således, at vi afholdt et kursus på 4 dage i Manila på Balays nationale kontor og næste kursus i nær Tacloban. for de ansatte i Eastern og Western Visayas samt Mindanao.

I alt deltog 22 medarbejdere. I Manila deltog endvidere repræsentanter for ledelsen.

Træning var denne gang tilrettelagt således, at vægten nu blev lagt på selvstændig træning i supervisionsgrupper. Supervisionsgrupperne blev inddelt efter regioner, således at deltagerne fik mulighed for en selvstændig træning i de grupper, der til dagligt arbejder sammen. Forud for supervisionstræningen var kursisterne blevet undervist i en gruppesupervisionsmodel, som de kunne anvende fremover i deres fremtidige gensidige supervision. En afbalanceret veksling mellem teori og praksis har givet deltagerne mulighed for at integrere den teoretiske viden ved at afprøve den i praksis.

De teoretiske oplæg omfattede følgende temaer:

- Principper for det professionelle kontaktforhold.

- Universelle begreber for hjælpearbejde.

- Supervision- og supervisionsmetoder.

- Brug af reflekterende teams i gruppesupervision.

- Reaktioner og symptomer hos børn der, vokser op under krig, og den hjælp de har brug for.

(oplæg om børns reaktioner på krig herunder aggressioner og depression)

- Parallelprocesser hos rådgivere, der arbejder med traumatiserede.

- Copingstrategier for den enkelte medarbejder og for organisationen som helhed.

Hovedvægten blev som helhed lagt på en professionalisering af arbejdet og de forpligtigelser denne proces indebærer for Balays medarbejdere. Supervision, dens betydning og supervisionsmodellen med reflekterende team blev introduceret og praktiseret via supervisionen med kursusledere som supervisorer og senere med kursisterne i skiftende roller som henholdsvis supervisor og supervisant og medlem af det reflekterede team og kursuslederne som konsulenter. Hver kursist fik mulighed for at afprøve mindst en af funktionerne i den præsenterede supervisionsmodel, samtidigt med at deres egne sager blev belyst og bearbejdet under processen med det reflekterende team.

Et andet aspekt af professionaliseringen af kursisternes arbejde var parallelprocesser og de konsekvenser, der er forbundet med at arbejde med traumatiserede mennesker i et land som er fragmenteret efter diktatur, og hvor krigen mellem forskellige politiske grupper og konfliktende interesser stadig blusser op med jævne mellemrum. Der blev lagt vægt på forebyggelsen af udbrændthed og dermed følgende udskiftning af personalet .

I løbet af vores undervisning om psykiske reaktioner hos familier og børn, blev det tydeligt at kursisterne anvendte andre terapeutiske modeller i deres arbejde end dem vi arbejder med i Vesten. Denne tydeliggørelse af forskellene mellem den Vestlige og Østlige tradition for børne- og familiearbejde blev brugt til refleksioner og diskussion af hvorvidt det var muligt at forene de to traditioner for at etablere et samarbejde med forældrene. I et land som Filippinerne, hvor befolkningen er vant til en mere autoritær holdning kan det være svært for både forældre og hjælpearbejdere at høre børnenes stemme. Vi forsøgte at introducere en model for børne- og familiearbejde i højere grad på børnenes præmisser uden at kompromittere forældrenes autoritet.

Et gennemgående tema omhandlede det professionelle kontaktforhold og de principper, der ligger til grund for den særlige relation, som eksisterer mellem hjælper og hjælpmodtager. På trods af de store kulturforskelle mellem filippinsk og vestlig kultur på dette område, følte kursisterne, at det var nyttigt at arbejde hen imod en større grad af professionalisering. Det fremgik både af diskussioner, gruppearbejde samt af sagssupervision, at mange havde store vanskeligheder i udførelsen af deres arbejde netop i de sager, hvor der var tale om, at venskab og hjælpearbejde blev blandet sammen. Kursisterne fik en klar fornemmelse af, at den professionelle afgrænsning og afklaring af kontaktforholdet faktisk kan tjene som en beskyttelse både af klienten og af dem selv som rådgivere.

De havde næsten alle gjort den erfaring, at de ved at hjælpe andre med deres traumer fik en chance for at bearbejde egne traumatiske oplevelser. Derfor var det så meget mere påkrævet, at der skete en personlig og faglig bevidstgørelse, således at kursisterne i højere grad blev i stand til at adskille, hvad der hørte til klientens og hvad der hørte til deres egen personlige "baggage".

Et andet vigtigt tema på kurset var arbejdet med parallel processer, d.v.s. hvordan rådgiverne påvirkes af et arbejde med traumatiserede, og hvilken modforholdsregler overfor udbrændthed, "secondary traumatisation" der kan træffes af organisationen og af den enkelte medarbejder selv.

Som kursusledere understregede vi overfor kursisterne, at det var vigtigt, at de udviste omsorg og nænsomhed overfor egne og hinandens særlige sårbarheder.

I modsætning til supervisionstræningen i marts 1998, hvor gruppen fungerede trægt og tilbageholdende i starten, var der denne gang en åbenhed og iver for at komme i gang, både med det personlige arbejde og med det faglige. Ret hurtigt blev der arbejdet på et meget dybere plan end sidst. Alle deltog aktivt og engageret. Det blev også for os en meget bevægende kursusuge p.g.a. kursisterne åbenhed og engagement.

Vi fik en klar fornemmelse af, at de 3 regionsgrupper havde profiteret af den sidste supervisionstræning, og at meget i årets løb havde bundfældet sig, og var blevet en integreret del af den enkeltes arbejde. Eksempelvis var man nu mere procesorienteret end tidligere. Det var en stor hjælp for kursisterne at opleve, hvor meget man var istand til at støtte hinanden i sagsarbejdet, og derved komme ud af den ensomhed i arbejdet mange havde oplevet. Ofte rejser medarbejderne alene ud i distrikterne, og må klare mange svære situationer på egen hånd. Desto vigtigere er det for kursisterne, at der bliver etableret et permanent støttesystem i form af regelmæssig indbyrdes gruppesupervision. Det blev klart for alle deltagere , at det var afgørende at supervisionen blev indbygget i organisationens struktur ved at fastsætte tid, sted og omfang. Det blev ligeledes noget af en "eye opener", at det var tilladeligt at bede om støtte hos kollegaer.

Det har været spændende og inspirerende for OASIS, at samarbejde med en NGO organisation i en anden kultur. Ved at indgå i en dialog blev det muligt at udveksle erfaringer som har været nyttige for begge parter. Vi indgik i dialogen med kursisterne ud fra "en ikke vidende" position og med opmærksomhed på, at vi ikke har de færdige løsninger. Det har været os magtpåliggende ikke at krænge vores viden og metoder ned over hovedet på kursisterne, men snarere at supplere og inspirere til en gensidig udveksling af viden og erfaringer.