Falanga

Af:  Anne Marit Eriksen, fysioterapeut

 

Slag under fodsålerne

Falanga er en meget benyttet torturmetode. Metoden har været, og er kendt i store dele af  verden som effektiv til afstraffelse og for at tvinge oplysninger eller tilståelser ud af ofrene. Ordet falanga stammer efter sigende fra Mellemøsten, og er nu det ord vi i fagkredse benytter.

Sædvanligvis udføres falanga med kæppe eller stænger af træ, metal eller gummi. Offeret er placeret bundet og liggende med fastspændte fødder i passende højde for bøddelen. Slagene gives på nøgne fodsåler eller under skosålerne. Offeret kan herefter blive tvunget til at gå på salt eller knust glas eller bære tunge byrder, f.eks. bøddelen, på ryggen. Der er mange variationer. Metoden gør at offeret aldrig glemmer torturen.

Fødderne er fra naturens hånd rigeligt forsynede med nerveender (modtageceller; proprioceptorer) i hud, underhud, muskler, sener og led. Disse nerveender registrerer impulser til balance og rumorientering, og sætter dermed under normale omstændigheder kroppen  istand til at reagere med hensigtsmæssige bevægelser.

Følgevirkninger

De øjeblikkelige følger af falanga er voldsomme smerter i fodsålerne. Der er blødninger, blodansamlinger og hævelser af fødder, ankler og underben. Fedtvævet i trædepuderne under hæl og forfod bliver slået i stykker, den store sene i svangen kan være helt eller delvist revet over og fodsålernes muskler ligeså.

Hævelserne vil efterhånden forsvinde, men slagene har medført at det stødabsorberende væv i fodsålerne ødelægges, så offeret så at sige går direkte på fodknoglerne. Der kommer forstyrrelser i nerve- og blodforsyning, og fødderne føles skiftevis kolde eller brændende varme, uafhængigt af vejrtemperaturen. Dette skyldes sandsynligvis at blodårerne ikke mere automatisk er istand til at kompensere for temperaturskift. Disse følgevirkninger må betragtes som kroniske.

Klienten vil automatisk  prøve at undgå smerterne ved gang ved at lægge vægten hvor det gør mindst ondt, på indersiden eller på ydersiden af foden. Muskler og led prøver uafladelig at undgå smerterne ved belastning.

 

Fysiske og psykiske følgetilstande

Denne fejlbelastning indebærer at den fysiske kontakt til jorden forringes og kroppens naturlige balance forstyrres. På det psykologiske plan svækkes oplevelsen af at være i kontakt med virkeligheden og dermed at kunne bestemme over sit eget liv. Den psykiske korrespondance til den fysiske smerte er selvforagt, manglende selvtillid og tomhedsfølelse.

Mange klienter fortæller spontant at de har “mistet kroppen”, den er uigenkendelig, fremmed og ude af stand til at yde det samme som tidligere. 

En haltende gang fører til sekundære fejlstillinger i ankelled og knæ, som igen giver skæve belastninger på hofteled og bækken, som igen fører til smerter i lænderyggen.

Rygsmerterne starter en reflektorisk spændingstilstand i ryggens støttemuskler, hvilket også omfatter skuldre, nakke og halsmuskler. Man bider tænderne sammen, kniber øjnene i og rynker panden, hvilket giver hovedpine. (Lægeundersøgelser og røntgenbilleder af ryggen viser sjældent fejlstillinger som kan forklare smerterne ).

   Smerterne vil i større eller mindre grad vare livet ud, og altid minde offeret om hvad der skete under mishandlingen. Vor hypotese er at muskler husker, erindringer om  smertens årsag lagres i cellerne og er altid parat til at hjælpe hukommelsen til at genopleve mareridtet og smerterne.

 

Behandling

De fleste af skaderne efter falanga må betragtes som uhelbredelige.

I det tværfaglige samarbejdet med psykologer, socialrådgivere og tolke, kan vi som fysioterapeuter være behjælpelige med at træne de beskadigede muskler og løsne stramme led og sener, give lindrende massage og ultralyd, bandagere og tape de smertende fødder. Vi arbejder med kropsbevidsthed, balance og stabilitet, for om muligt at genvinde troen på og tilliden til egen krop.

 

Hjælpemidler

Sammen med klienten kan vi anmode kommunerne om økonomisk hjælp til ortopædiske stødabsorberende skoindlæg og lette fabriksfremstillede sko, som erfaringsmæssigt giver den bedste smertelindring.

Det er af afgørende betydning, at indlæggene bliver brugt i sko, hvor den ”medfødte” sål er løs og kan tages ud, og dermed give plads til det individuelt tilpassede indlæg. Skoens udvendige sål skal også være stødabsorberende og selve skoen af en kvalitet, som kan yde hele foden støtte. Det vil sige, at skoen skal være udvendigt støttende og indvendigt rummelig, så det er muligt at indsætte indlægget.

De her omtalte sko kan være af mærket Ecco, Solidus, Otto Klein eller enkelte Hallgren Sko, som alle har udtagelige såler og er stødabsorberende. De koster mellem 1000,- og 1200,- kr. pr. par. De specialfremstillede indlæg koster p.t. 730,- kr., så udgiften til disse hjælpemidler vil i alt beløbe sig til 1730,-/1930,- kr. (Til orientering vil et par ortopædisk fremstillede sko fra Sahva koste omkring 8000 - 10.000 kr.)  

Med denne behandling kan klienten blive i stand til at stå og gå i længere tid, og får dermed større muligheder for at indgå på bedste vis i aktiviteter og sociale relationer. 

 

Litteraturhenvisninger:

Høhne, L. & Bloch, I.: Fysioterapi for torturofre. Munksgaard 1989.

Jørgensen, U. & Mathiasen, S.S. (red.): At overleve vold – om psykisk traumatisering, mestring og behandling. Klim 1998.

Prip, K et al (ed.): Physiotherapy for Torture Survivors - a basic introduction.  IRCT:

Prip, K. & Tived, L.: Diagnostic Considerations and Treatment after Falanga Torture. By Kirstine Amris, . RCT - IRCT.

Skylv, G.: Falanga - diagnosis and treatment of late sequelae.

Skylv, G.: The Physical sequelae of Torture.In: Metin Basoglu (ed.). Torture and its consequenses: Current treatment approaches. Cambridge University Press: