Familier, der har været igennem forfølgelse og flugt, er karakteriseret af flere gennemgående vanskeligheder. Dels har familien ofte levet i en hverdag præget af stor ængstelse og usikkerhed - for nogles vedkommende gennem mange år. I mange af familierne har børnene været udsat for chikane eller decideret mishandling fra f.eks. myndighedernes side, eller de har været vidne til voldsomme overgreb mod forældre og søskende. Mange af børnene har derudover været adskilt fra den ene eller begge forældre gennem en længere periode - ofte i flere år. Når familien endelig genforenes i Danmark står både børn og forældre i en situation, hvor familien igen skal finde sammen, tilknytningen mellem børn og forældre skal genoprettes og forældrene skal genindtage deres rolle som forældre. Herudover konfronteres familien lige fra starten med en kultur, hvor både opdragelsesmønstre og forventninger til børn og forældre ofte er meget anderledes end i hjemlandet og som familien i en vis udstrækning er nødt til at tilpasse sig og integrere, hvis deres børn skal kunne klare sig i det danske samfund.

Da Nabil og Sadi kommer til samtale i OASIS første gang, er de bekymrede. Der er vanskeligheder med deres ældste dreng, Wahid, men de er bange for, at de vil blive betragtet som dårlige forældre, hvis de vedgår, at de ikke kan løse vanskelighederne på egen hånd. De fortæller, at sønnen ofte er anspændt og bekymret, at han har let til raseri og tårer og har svært ved at lære i skolen.

I løbet af de indledende samtaler fortæller de om deres liv i hjemlandet, om de begivenheder, der førte til, at de valgte at flygte og om hvor svært det var for Sadi, at der gik 3 år før hun og børnene kunne rejse til Danmark, hvortil Nabil var flygtet.

Begge forældre fortæller med varme og indlevelse om deres egen familiebaggrund og om hvordan de mødte hinanden. De fortæller også om, hvordan Sadi var tvunget til at være meget væk fra hjemmet i ugevis på grund af sit arbejde, mens Wahid var lille og at han primært blev passet af sin tante, som han var nært knyttet til og fortsat savner meget. Nabil fortæller, at han selv har været meget påvirket af at miste sin far, da han var 14 år gammel og at dette havde betydet store forandringer for hans mor og søskende.

Hver af disse begivenheder indebar ikke uløselige vanskeligheder for familien i sig selv, men i samspillet mellem forældrene og sønnen, blev det hurtigt tydeligt, at der foregik en voldsom magtkamp mellem far og søn, som moderen desperat forsøgte at kompensere for, ligesom det var åbenlyst, at Wahid havde store vanskeligheder ved at respektere voksnes autoritet i det hele taget. Dette førte til, at han var konstant indblandende i forældrenes indbyrdes forhold og ude af stand til at lade sig undervise i skolen.

Dette dannede grundlag for den første arbejdshypotese: Wahid var 6 år gammel, da faderen flygtede og dermed forsvandt ud af hans liv i en periode på flere år. Dette ville ud fra en psykoanalytisk betragtning være et meget følsomt tidspunkt for en dreng at miste sin far på, idet længslen efter moderen giver anledning til fantasier om, at faderen kunne skaffes af vejen. At faderen faktisk forsvandt, bragte derfor Wahid i en uløselig indre konflikt, hvor han på den ene side havde fået sit ubevidste ønske opfyldt, men på den anden side savnede sin far og dermed muligheden for gradvist at erstatte rivaliseringen med en identificering med faderen. Dette kunne vanskeliggøre en afvikling af den ødipale længsel efter moderen. Dertil kommer, at Wahid og moderen på denne måde blev efterladt i en meget ubeskyttet situation, hvor krigshandlinger i området var hyppige og der var stor mangel på basale madvarer.

Mens Sadi og børnene fortsat befinder sig i hjemlandet, er Nabil tynget af skyldfølelser over ikke at kunne tage vare på dem, og den selvforagt, han oplever, smelter formentlig i en vis udstrækning sammen med vreden over de vanskeligheder, han oplevede ved sin egen fars død, hvor han, som den ældste søn, blev ladt tilbage med et meget tungt ansvar. Formentlig er hans selvforagt med til at fortegne billedet af hans egen far, der ved sin død lod kone og børn tilbage for at klare sig selv.

Da Sadi til sidst flygter med de 3 børn, bliver de fængslet i nabolandet, og Wahid oplever, at han er den eneste, der har mulighed for at beskytte sin mor. Moderen forsøger at beskytte og berolige Wahid, men hun er bange, har feber og har 2 små piger, som hun også skal passe. Alt sammen bekræfter Wahids indre billede af, at han er den eneste mand i familien og at faderen ikke spiller nogen væsentlig rolle, men forstærker også hans oplevelse af at være en lille dreng med en uoverskueligt stor opgave.

Ved ankomsten til Danmark er Wahid indelukket og opsætsig i forhold til faderen, og det lykkes dem ikke at finde sammen. Faderen føler sig truet og afvist og er ikke i stand til at genvinde sin rolle som far. Han er ude af stand til at forholde sig til sønnens foragt for ham, da han ikke kan adskille det fra sine egne følelser i forbindelse med sin egen fars død, og derfor oplever han truslen fra sønnen meget mere konkret, end han ellers ville have gjort.

Moderen er påvirket af de langvarige, adskillelser hun og sønnen oplevede, da han var helt lille, og forsøger at beskytte ham. Hun beskytter ham mod faderens vrede og ofte urimelige reaktioner, men kommer herved også ofte til at understøtte sønnens billede af faderen som urimelig og foragtelig. Derved bidrager hun ufrivilligt til, at far og søn kommer længere væk fra hinanden og at sønnen bliver følelsesmæssigt overbelastet ved fortsat at skulle fastholde sin position.

Familiens historie er et eksempel på, hvordan begivenheder i det ydre liv kan farves af oplevelser fra barndommen og hvordan de ydre begivenheder igen farver erindringen om betydningsfulde voksne i opvæksten. For at forstå og hjælpe familien er det ikke tilstrækkeligt at se dem som en familie, der har været gennem mange skræmmende oplevelser og har lidt under at være væk fra hinanden. Det er også nødvendigt at forstå, hvordan dette opleves i lyset af den enkeltes personlighed, og hvordan disse oplevelser kan smelte sammen med oplevelser fra barndommen og låse sig fast i uløste ubevidste konflikter, der altid i en vis udstrækning vil ligge her.

Især når det gælder forhold, hvor de kulturelle forskelle bliver tydelige, er det af afgørende betydning at spørge ind til de følelser og tanker den enkelte gør sig, for her er riskoen for forhastede slutninger allerstørst.

Et eksempel på dette er det arrangerede ægteskab. Det vil her være af afgørende betydning at undersøge, på hvilken måde arrangerede ægteskaber er en del af den kultur, men også af det sociale miljø, parret er vokset op i, ligesom det vil være af afgørende betydning at undersøge den enkeltes oplevelse af arrangementet. Der er stor forskel på, om man har mulighed for frit at kunne vælge sin ægtefælle eller i det mindste være medbestemmende, men der er også stor forskel på, om man oplever at blive giftet væk, fordi familien vil af med en uønsket datter, fordi der var økonomiske eller familiepolitiske fordele for familien ved ægteskabet, eller om datteren har en oplevelse af, at forældrene har gjort sig særlig umage med at sikre hende et ægteskab med en mand, hun kunne få det godt med. Det indre billede af forældrene og deres evne til at varetage datterens behov, vil følge hende ind i ægteskabet og farve hendes oplevelse af dette.

Når man vurderer, hvad en flygtningefamilie har brug for, er der et væld af faktorer, som man må forsøge at tage højde for. Der er familiens kulturelle og sociale baggrund, der er de politiske og historiske forhold, der er de traumatiske oplevelser, dele eller hele familien har gennemlevet, og endelig er der den enkeltes personlige ressourcer, som i vid udstrækning bestemmes af tilknytningen til forældre og familie i den tidlige opvækst (og her tænker vi altså også på forældrenes egen opvækst).

Alle disse forhold er tæt vævet sammen, og kun ved at forholde sig til det enkelte menneske er det muligt at få et billede af, hvilke ressourcer der ligger hos forældre og børn i en familie. Det vil således være af afgørende betydning, om der er tale om en familie, som også under fredelige forhold i hjemlandet ville have haft vanskeligheder ved at drage tilstrækkelig omsorg for deres børn, om der er tale om forældre, der på grund af traumatiske oplevelser er blevet så medtagne, at de i hvert fald midlertidigt ikke længere kan varetage børnenes behov, eller om der, som ovenfor, er tale om en familie, hvor den grundlæggende forældreevne er intakt, men hvor traumatiske begivenheder har reaktiveret ubevidst konfliktmateriale og dermed gør det vanskeligt for dem at reagere adækvat på deres børn.

I familier hvor der er grundlæggende mangler i forældrenes evne til at drage omsorg for deres børn, vil det naturligvis være mest relevant med en indsats, der er centreret omkring familiens sociale forhold samt børnenes mulighed for at skabe relationer til stabile voksne i deres hverdag, - om nødvendigt gennem aflastningsfamilie, familiepleje eller behandlingshjem. Herudover kan konkret vejledning af forældrene eller supervision af de professionelle, der er omkring familien, være en god hjælp.

For andre familiers vedkommende, hvor den ene eller begge forældre er stærkt traumatiserede, vil det være vigtigt, at den traumatiserede forælder tilbydes individuel behandling, men det er også af største vigtighed, at der er mulighed for at hjælpe forældrene til at finde måder at arrangere sig på i hverdagen, så børnene beskyttes bedst muligt, og at børnene om nødvendigt får særskilt støtte til at bearbejde de traumatiske oplevelser, de har været igennem - f.eks. i form af psykoterapi.

Endelig er der de familier, hvor forældrenes evne til at varetage deres børns behov grundlæggende er intakt, og især her vil familieterapi ofte være en god løsning. Her kan familien få hjælp til at opløse uhensigtsmæssige reaktionsmønstre, der kan blive skabt mere rum til børnenes oplevelse af den hjemlige situation, og forældrene kan få støtte til at genindtage deres position som forældre på en mere hensigtsmæssig måde. Det vil her være en individuel vurdering, hvorvidt børnene herudover har behov for individuel behandling.

Ved at fokusere i lige så høj grad på forældrenes egen baggrund og familiehistorie som på de traumatiske begivenheder, der førte dem til Danmark, får vi et meget tydeligere billede af, hvad det er for en problematik, vi står med, og kan derfor også bedre se hvilken form for behandling, der er mest relevant for netop denne familie. Dette har dels betydning for de konkrete behandlingstilbud, en familie vil få, men kan også i mange tilfælde lette situationen for sagsbehandlere og andre, der står med en familie, hvor det kan være svært at se hvilken indsats, der er mest brug for, og hvilke vanskeligheder, man skal søge at løse først.