"Hver gang jeg hører lyden af fly banker mit hjerte hurtigere, selv om jeg ved, at der ikke er krige her i Danmark." Ordene kommer fra den 34-årige Shilan. Hun er kurder og kom som flygtning med sin mand og deres to børn til Danmark i 1993. I dag bor familien i en lejlighed i Greve. De er kurdere fra iransk Kurdistan, et bjergrigt område, hvor den kurdiske befolkning i årevis har kæmpet for selvstændighed.

En særlig lugt af hvidløg vil for altid minde Shilan om den dag i marts 1988, da Saddam Hussains militære fly smed dødelige giftgasser ned over den kurdiske befolkning.

Shilan er vokset op i en kurdisk familie i Iran, og hun blev som 16-årig gift med en mand, hun kendte: "Min mand var partisan og politisk aktiv i sit parti", siger Shilan, der ikke selv var politisk aktiv, men måtte flygte med sin mand fra Iran til Irak, hvor de boede på grænsen i simple huse af sten og jord. Manden havde et stort ansvar i sit parti og var sjældent hjemme.

Da der udbrød krig mellem Iran og Irak, kunne de ikke blive i den lille landsby, som de iranske soldater kom og besatte, så Shilan og deres lille dreng flygtede sammen med andre familier videre til den nordirakiske by Halabja. Da Sadam Hussain begyndte at kaste kemiske bomber over byen, kostede det tusindvis af menneskeliv. Shilan fortæller, hvordan hun var heldig og overlevede:
"Vi fik det kemiske stof på kroppen og i øjnene. Der blev brugt fem forskellige gastyper. En brænder på kroppen, mens en anden lugter ligesom hvidløg og gør én blind.
Jeg husker den der lugt af hvidløg, og derefter kom der blod i mine øjne. Efterhånden kunne jeg ikke løfte mit hoved, der bare føltes så tungt.
Min søn bar jeg på ryggen, og det var vores held, at jeg havde et vådt tæppe over min søn og mig selv."

Mændene var allerede flygtet for ikke at blive taget til fange af den irakiske regerings soldater, så de var kun kvinder og børn, da de flygtede ud af Irak og tilbage til deres fødeby i Iran. Her blev Shilan fængslet og kom i første omgang til at sidde indespærret i et halvt år sammen med sin søn.

Sønnen, der endnu ikke var fyldt et år, og Shilan blev sat i en celle uden dagslys og uden adgang til frisk luft. "Vi oplevede hele tiden, at det var nat", siger Shilan. "De gav ikke mad til min søn, så han fik naturligvis af min mad. Men vi fik begge for lidt, mens vi sad i cellen. Min søn var meget svag og tynd og kunne knapt stå på benene."
Der skulle gå 40 dage, før fængselsledelsen gav lov til, at de fik bare en halv time ude i luften om dagen.
"Da min søn skulle gå første gang, faldt han og brækkede armen. Han kunne ikke klare det skarpe lys. Armen hævede op og blev helt blå. Den nat skreg han, og jeg bankede på døren og ville på sygehuset med min søn."
Efter et døgn kom han i behandling og fik armen i gips.
"Da vi skulle af sted til sygehuset, fik jeg bind for øjnene, så jeg ikke kunne se byen."

Efter seks måneder kom Shilan ud af fængslet. Med en meget stor økonomisk sikkerhedsstillelse, som ville blive inddraget i tilfælde af flugt, havde hendes familie garanteret fængselsledelsen, at hun ikke ville flygte til manden. Samtidig forsøgte politiet at ydmyge hende ved at forlange, at hun hver morgen skulle møde på politistationen for at skrive under på, at hun var i landsbyen.

En dag sendte hendes mand bud efter hende fra Irak. Shilan fortæller: "Jeg flygtede uden at sige farvel til nogen som helst. Ingen vidste noget. Min mand sendte et bud, som tog mig med til Irak."
Efter tre års adskillelse blev gensynet en utrolig oplevelse. Drengen kendte ikke sin far. De havde ikke engang et foto, så han kunne genkende sin far bare lidt.

Efter at Shilan kom fra Iran, boede de et par år i Irak, hvor de i 1991 fik en datter. Men situationen blev mere og mere truende, fordi Irakisk Kurdistan blev erklæret for FN kontrolleret område. En af konsekvenserne blev, at kurdere fra Iran ikke kunne bo i Irak. Mandens liv var truet, og de så ingen anden udvej end at forsøge at komme til Europa.

"Jeg havde en grøn bluse og en grøn nederdel på og så et par højhælede sko, da jeg kom fra Tyrkiet til Danmark i oktober. Jeg vidste ikke, at her var så koldt", mindes Shilan, der på det tidspunkt var kørt helt ned både psykisk og fysisk.

Efter de første seks måneder hos Dansk Flygtningehjælp i en lejlighed i Frederikssund fik familien en lejlighed i Greve, hvor de stadig bor. Hurtigt begyndte Shilan og hendes mand på sprogskolen, men Shilan havde ingen livsgnist. Krigen og opholdet i fængsel havde sat sig i kroppen.

"Egentlig kunne jeg ikke mærke noget, bortset fra en angst i min krop. Selv om jeg vidste, at Danmark er et fredeligt og roligt land, så havde jeg ikke fred i min krop. Alligevel håbede jeg, at det ville blive bedre og nemmere, når jeg havde lært sproget og kendte mere til kultur og vaner i det danske samfund."

Samtidig oplevede Shilan, hvordan små ting, der for andre mennesker blot er en del af dagligdagen, kunne vokse hende over hovedet og blive til uoverskuelige hindringer. For eksempel undervisningen på sprogskolen.
Hendes læge konstaterede, at hendes psykiske problemer, der kunne hænge sammen med de grusomme minder, hun havde med fra sit hjemland, måske var så alvorlige, at det forklarer, hvorfor hun havde svært ved at tilegne sig det danske sprog, som hun ellers følte var et uundværligt redskab for at komme videre i sit liv.

Af sin læge blev Shilan nu henvist til behandlingscentret Oasis i København. Lægen mente, at behandling på Oasis kunne gøre noget ved smerterne i maven, opkastningerne og den evindelige rygsmerte. "Jeg erklærede, at jeg hverken var vanvittig eller fejlede noget i fysisk forstand. Men det påvirker kroppen, at jeg bærer rundt på forskellige begivenheder."

"Min mand havde meget hovedpine, ondt i ryggen og benene. Vi havde noget af det samme, så lægen mente, at det var bedst for os at begynde den der behandling", siger Shilan, der i starten var nervøs for at tale med en psykolog. "De minder mig om fængslet. Jeg var bange og ville ikke svare på psykologens spørgsmål. Men jeg kunne heller ikke svare, og jeg blev meget dårlig over at skulle tale om fortiden. Jeg græd meget.
Men det er okay at græde, sagde psykologen og opfordrede mig til at komme ud med min angst."

Gennem behandlingen i Oasis fik Shilan det langsomt bedre. Eller som hun formulerer det:
"Jeg havde været i en drøm og var langsomt vågnet op igen. Det giver meget at tænke anderledes over livet."

I Oasis gik hun også til en fysioterapeut, der kunne gå ind i behandlingen af den krop, der husker og bærer rundt på smerten. Shilan forklarer: "Jeg havde stærke smerter i ryg og ben og kom til en speciallæge, der konstaterede, at min ryg var skæv og sagde, at jeg måske var faldet eller måske var blevet slået, og at den skæve ryg gav mig de stærke smerter.
Det fik fysioterapeuten løsnet op for, og selv om jeg stadig har ondt, er det blevet bedre."

I de to år hun var i behandling, fortsatte Shilan på sprogskolen.
"Selv om jeg var syg, ville jeg ikke opgive at lære dansk. Problemet var bare, at jeg ikke kunne lære noget - det var som om jeg ikke forstod noget af det, der blev undervist i.
Men jeg gav ikke op. Selv om jeg havde smerter og ikke kunne sidde i undervisningslokalet, deltog jeg alligevel."

Efterhånden som behandlingen skred frem, fik hun det bedre og tænkte mere og mere over, hvordan hun skulle klare sit nye liv i Danmark. Og ikke mindst få et arbejde. "I Oasis var de fantastisk hjælpende. De gav mig lyst til livet igen. Jeg er ikke bange mere. Jeg kan mærke en styrke, fordi jeg kan takle situationer og begynder ikke at græde, som jeg gjorde førhen. Mit helbred er blevet bedre."

Shilan tog rundt og så på virksomheder, men den dårlige ryg tvang hende til at opgive en række muligheder. Med hjælp fra Greve Kommune og socialrådgiveren i Oasis kom hun frem til, at det var en pædagogmedhjælperuddannelse, hun skulle have. Hun ville gerne arbejde med børn.

Shilan blev færdig med uddannelsen i juni og her 1. september startede hun i en vuggestue.
"Mine børn er 15 år og 12 år og trives godt i 9. og 6. klasse. Fantastisk at sønnen er kommet igennem. Heldigvis var han meget lille, da vi sad i fængsel. Men han var min støtte i fængslet. Min mand er førtidspensionist.
Vi har haft det godt i Danmark. Vi er blevet danske statsborgere, men vi mangler stadig kærlighed fra familien. Nogle gange føler vi os ensomme. Vi kan ikke rejse til Iran, og jeg har ikke set mine forældre i 12 år. Jeg er bange for at miste mine forældre uden at se dem igen."