Oasis har i mange år haft et ønske om at iværksætte et projekt, som tager udgangspunkt i søvnforstyrrelser. I 2000 lykkedes det at få økonomisk støtte til et sådant projekt via FN's fond for torturofre. Derved kunne det første forløb gennemføres i 2001.

De fleste traumatiserede mennesker lider af søvnproblemer. Mangel på søvn medfører i sig selv en del vanskeligheder som eksempelvis irritabilitet, koncentrations- og hukommelsesproblemer, og er derved med til at forstærke klienternes øvrige PTSD symptomer.

Formålet med projektet var generelt at reducere det høje aktivitetsniveau i klienternes nervesystem og at forbedre den enkeltes søvnkvalitet. Det gennemførtes som en gruppebehandling med tolk.

Den første gruppe bestod af fem arabiske mænd, som i forvejen var i behandling i OASIS. Gruppen mødtes otte gange à to timer, en gang om ugen. Forud for gennemførelsen af selve gruppeforløbet foretog vi en individuel visitationssamtale med det formål at klarlægge den enkeltes søvnmønster. Efter gruppeforløbet mødtes vi igen til en evalueringssamtale med hver deltager for at sammenligne søvnmønstre før og efter.

Søvnforstyrrelserne bestod i vanskeligheder med at falde i søvn og at sove uden afbrydelser. Søvnperioderne var for korte og prægede af mareridt. Efter en nat uden søvn havde alle en tendens til at isolere sig for at undgå voldsomme konfrontationer pga. en voldsom irritabilitet.

De hyppigste årsager til søvnproblemer var dårlige nyheder, spekulationer samt smerter.

Ingen af deltagerne havde svært ved at holde sig vågne i dagtimerne, men de tog dog næsten alle sammen en lur i løbet af dagen. Alle deltagere fik sovemedicin, og efter aftale med OASIS psykiater skete der ingen ændring af doseringen i projektperioden. Det var påfaldende, at alle har haft søvnproblemer i mindst 10 år.

De faktorer, der forbedrede søvnen, var lidt forskellige hos den enkelte: gode nyheder, at være sammen med sine børn og sovepiller. En enkelt nævnte sex som en søvnforbedrende faktor.

Ud over samtalerne, som blev foretaget på baggrund af et til formålet udarbejdet interviewskema, lavede vi en søvndagbog, som deltagerne skulle udfylde hver morgen for at registrere nattens forløb samt indtagelsen af stimulanser og medicin, som kunne have en indflydelse på søvnen. Dagbogen var oversat til arabisk. Den skulle udfyldes under hele forløbet og afleveres hver uge til gruppelederne.

Selve gruppesessionerne bestod af faste elementer: en feedback-runde med opsamling siden sidst, et afspændingsprogram samt en teoridel om søvnhygiejniske faktorer og de fysiske og psykiske følger af at blive traumatiseret.

For en arabisk mand kan det være vanskeligt at være i gruppe og dele personlige problemer. Derfor var det aftalt på forhånd, at der kun skulle tales om søvnforstyrrelser i gruppen og de personlige og sociale problemer, det medførte. Der skulle ikke tales om de individuelle traumehistorier, idet hver enkelt deltager fortsat var i individuel terapi, hvor de traumatiske oplevelser kunne bearbejdes.

Før og under processen gjorde vi opmærksom på vores aftale. Alligevel var der i begyndelsen et vist angstniveau og ubehag at spore.

Allerede ved session nummer to opstod der en spændende dynamik i gruppen, ved at deltagerne lyttede til de andres vanskeligheder og opdagede, at andre var lige så belastede af deres vanskeligheder med at sove. Endvidere opdagede de, at de ikke var de eneste med en hårdt belastet baggrund. Når

fængsling og tortur blev nævnt, blev det mødt med åbenhed og medfølelse. Fra at være bekymret for at komme til at tale om de personlige lidelseshistorier, måtte vi nærmest bremse de personlige beretninger for at fastholde fokus på søvnproblemerne.

Personlige, stærkt engagerede synspunkter begyndte at fylde i processen. Det var vores rolle at formidle modsatrettede synspunkter, at reformulere stærke følelsesbetonede udsagn og få dem ind i en fælles kontekst, hvor det var muligt at opdage, at deltagerne lignede hinanden og at de også kunne være forskellige fra hinanden. Senere hen kunne vores undervisning om traumatiske følgevirkninger belyse nogle af de forskellige og modsatrettede reaktionsmønstre, vi så i gruppen.

Tolken bidrog til processen ved at skabe balance mellem de forskellige sproglige og kulturelle udtryksformer. Alle deltagere fik derfor hurtigt tillid til ham.

Der var ydre faktorer, der kom til at påvirke forløbet. Bl.a. ramadanen (muslimernes fastetid), krisen, som fulgte den 11. september i New York og krigen i Afghanistan. De to sidste fordi deltagerne fulgte med i nyhederne og oftest var meget oprørte.

Vi sammensatte et afspændingsprogram efter Dr. Edmund Jacobsons neuromuskulære træning. En dynamisk afspændingstræning, hvor muskeltonus afbalanceres i et bevidst samspil mellem vejrtrækning, muskelaktivitet og den kinæstetiske sansning af tyngde i forhold til underlaget. Fysiologiske undersøgelser har vist, at en muskel, der har været spændt helt op og som derefter slappes, har en lavere spændingsgrad end før. Metoden påvirker nervesystemets aktivitet som igen regulerer stressniveauet og vågenhedstilstanden.

Flere af deltagerne var meget smerteplagede, og derfor var det vigtigt at finde frem til gode, individuelle hvilestillinger, enten siddende eller liggende på ryggen med aflastning af puder. Metoden blev demonstreret, og deltagerne blev anvist muligheder for at kunne gå ud af øvelsen ved at sætte sig op.

Hver deltager fik udleveret et til formålet indspillet kassettebånd med afspændingsøvelser på dansk og arabisk, og det blev understreget hvor afgørende, det var at gennemføre øvelserne regelmæssigt hjemme. Vi betonede, at projektets indvirkning på den enkelte var afhængig af den individuelle indsats. Brugen af kassettebåndet var meget forskellig for hver af deltagerne. For nogle deltagere virkede øvelserne spændingsreducerende, for andre angstprovokerende.

To gange gennemgik vi et træningsprogram til afhjælpning af hovedpine, eftersom det viste sig at alle deltagere led af hovedpine ud over søvnproblemerne. Et par af deltagerne beskrev, at de efterfølgende bedre kunne slappe af under afspændingsøvelsen.

Metoden blev justeret under hele forløbet for at imødekomme deltagernes individuelle behov og gruppens proces. Afspændingstræningen medførte en øget kropsbevidsthed, således at enkelte kunne mærke dele af deres krop, som tidligere var nærmest følelsesløs. For eksempel bestod den indledende træning før afspændingen i en bevidstgørelse af, hvor i kroppen det mest markante fald i anspændthed indtrådte.

Nogle bemærkede, at det var lettere at udføre træningen her end hjemme, idet de følte sig mere trygge i gruppen. Flere af deltagerne faldt i søvn og fortalte efterfølgende, at det ville de ellers aldrig gøre i en sammenhæng med personer uden for familien.

Det karakteristiske for sessionerne var en rolig og tillidsfuld atmosfære i rummet. En af deltagerne havde ikke oplevet at kunne være i ro og være afslappet sammen med andre mennesker de sidste 20 år.

Teoridelen bestod dels af en bevidstgørelse om søvnhygiejne, dels af oplysning om følgevirkninger af traumer.

Vi søgte at bevidstgøre deltagerne om ydre faktorer der påvirker søvnkvaliteten, som f.eks. indtagelse af kaffe, te, alkohol, tobak m.v., inden man går i seng. Også natlige nyhedsudsendelser i fjernsynet kan have en negativ indflydelse på søvnkvaliteten.

Vi gennemgik ritualer omkring sengetid samt sovemiljøets betydning. Det er ikke uvæsentligt, om soveværelset bliver brugt til at se fjernsyn/video, læse eller ryge i o.lign.

Vi fik også gjort det klart, at de søvnhygiejniske faktorer kan påvirkes af den enkelte deltagers indsats og vilje til at ændre noget, og at den enkelte således kan få indflydelse på sine søvnproblemer.

Efter de første sessioner med præsentation af søvnhygiejne blev gruppen præsenteret for grundlæggende teori om følgevirkninger af traumer. Der var stor opmærksomhed og genkendelse af egen situation. De fik bedre forståelse for deres tilstand og for hvorfor reaktionerne på deres traumer kunne være så forskellige. Det havde to effekter: Den individuelle lidelse blev almindeliggjort samtidig med at det skabte en forståelse for behandlingsarbejde i almindelighed og i søvngruppen i særdeleshed.

Tre ud af fire deltagere havde en oplevelse af, at de faldt hurtigere i søvn efter gruppeforløbet end før.

På en skala fra 1 til 10, som individuel vurdering af søvnproblemernes betydning i tilværelsen, var der hos dem alle sammen sket en bedring i vurderingen. Det skabte håb om, at noget kunne "bevæges". Søvnproblemerne begyndte at fylde mindre hos alle deltagere.

De tre mest personlighedsstærke deltagere profiterede mest af gruppeprocessen. Selv om de havde oplevet voldsomme traumer og havde mange følgevirkninger, kunne de bevare en integreret personlighedsstruktur. De to deltagere med mindre intakt personlighedsstruktur (jeg-svage), havde mindre ud af dette gruppetilbud. De var ofte fraværende i kontakten, kom for sent til aftalerne og blev flere gange væk uden at melde afbud. Det var de samme, som i begyndelsen blev overvældede af angst ved afspændingsøvelserne.

Tolken var positivt overrasket over, at der ikke var flere konflikter i gruppen. At arabiske mænd kunne tale så fint med hinanden og være i samme rum om noget så personligt som søvnproblemer. Det var hans vurdering, at der blev skabt tillid hos den enkelte og en atmosfære, som gjorde, at man kunne regne med hinanden.

Det var tolkens vurdering, at det havde været af stor betydning at tale om at holde pauser i sine tanker, f.eks. pauser i forhold til savn af familie, uden at det betyder at man svigter familien.

Det er ikke muligt ud fra et enkelt forløb at drage almengyldige konklusioner. Dertil kræves flere forløb med et lidt større deltagerantal. Ved dette første forløb kunne vi imidlertid spore, at de fleste deltagere er blevet mere bevidste omkring den indflydelse ydre begivenheder, stimulanser og spekulationer har på deres søvnproblemer. De blev mere bevidste om, hvordan rolige rammer omkring sovesituationen og afspændende øvelser kan påvirke søvnkvaliteten, og hvordan den enkeltes forbedring af søvnen er afhængig af den personlige indsats. Det relaterede direkte til vores formål: at nedsætte det højaktiverede nervesystem og at forbedre søvnkvaliteten.

Vi har desuden en formodning om, at den verdenspolitiske situation med angrebet i New York den 11. september og efterfølgende krigen i Afghanistan havde stor indflydelse på vores klienter. De fleste reagerede med angst og utryghed, og dermed et aktiveret nervesystem, hvilket til en vis grad gjorde det vanskeligt for dem at arbejde med at forbedre deres søvn.

Ud fra dette første forløb har vi fundet resultaterne så lovende, at vi har besluttet at fortsætte projektet med nogle få ændringer, bl.a. vil vi forsøge os med nogle flere metoder til at stimulere hjerneaktiviteten og dermed det forhøjede aktivitetsniveau.