PTSD (på dansk: Posttraumatisk Stress-syndrom) er på en gang en psykologisk og en neurobiologisk lidelse.

Man er i den neurobiologiske forskning efterhånden nået ret vidt i en identificering af, hvilke omfattende konsekvenser det har at lide af posttraumatiske symptomer. Der er tale om vedvarende forstyrrelser i centralnervesystemet, det neuroendokrine system, muskler og ledsystemet m.m.

At være i en livstruende situation og reagere med de instinktive kamp/flugt mekanismer, er ensbetydende med en kolossal mobilisering af kroppens ressourcer og systemer. Dette er yderst hensigtsmæssigt i et tidsmæssigt afgrænset forløb, og under normale forhold veksler stress og afspænding i en fleksibel rytme.

Men hvor der er tale om en posttraumatisk reaktion, er kroppen i et kronisk alarmberedskab. Denne kroniske alarmtilstand er knyttet til det forhold, at de traumatiske erindringer ikke er kodet ind i en tidsmæssig ramme, men optræder som værende noget, der udspiller sig i nutiden igen og igen, dag efter dag.

Personen kan ikke længere skelne mellem farlige og ufarlige stimuli. De traumatiske erindringer generaliseres til at omfatte en mængde uskyldige stimuli, som med et øjebliks varsel kan udløse en panikreaktion: En lyd på gaden. Et barns råben. En uskyldig berøring. Et tonefald. Der er ingen ende på muligheder for igen at blive højaktiveret, og reaktionerne kan oftest ikke forudses.

Forskningen viser i dag, at den udpining, der sker af systemet, har den virkning, at celler dør, og områder af basale hjernestrukturer dør. Dette kan være medvirkende til symptomer som koncentrationsbesvær og dårlig hukommelse samt manglende impulskontrol.