Familiebehandling

10-07-2020

Sådan hjælper Oasis familier med traumer

Oasis har siden 2005 behandlet familier med traumer. Det er familier, hvor én eller alle i familien har haft svære oplevelser i forbindelse med krig, fængsling eller flugt. Mange børn eller ægtefæller har været vidner til, at deres familiemedlemmer eller andre blev udsat for traumatiske oplevelser eller har været adskilt under flugten. Det kan påvirke hele familien, hvis bare én har PTSD. I Danmark kan det yderligere blive kompliceret af, at forældrene både skal tage sig af egne og børnenes reaktioner og tilpasse sig en ny kultur og nyt samfund.

  • Når en familie henvises til behandling, taler vi derfor både med forældre og børn - sammen og hver for sig - både om det, der går godt og det som er svært
  • Vi inddrager også netværket omkring familien - både det personlige og de professionelle
  • Vi holder netværksmøder med familien og alle omkring dem. Formålet er at belyse familiens problemer, ressourcer og handlemuligheder fra så mange vinkler som muligt. 
  • Selve behandlingen tilrettelægges tværfagligt og sammen med familien, hvor vi veksler mellem lege og aktiviteter, og samtaler om de svære oplevelser i fortiden og om det sociale liv i nutiden; i skolen, i fritiden og i netværket.
  • Vi holder løbende netværksmøder undervejs og finder sammen løsninger, som kan forankres lokalt
  • Familiens behandling slutter, når vi og familien vurderer, at traumesymptomerne er blevet mindre og det ikke mere skader familiens dialog og relationer.

Kort ventetid for familier

I Oasis prioriterer vi børns og familiers liv, fordi vi gerne vil være med til at forebygge, at traumerne spreder sig til hele familien og påvirker deres samlede liv og integration i Danmark.

Derfor gennemfører vi visitationen inden for 4 uger og sætter familiehenviste øverst på ventelisten.

Se hvad den aktuelle ventetid er på forsiden.

Webdesign: Webbureauet 1101K