"Oasis har holdt min sociale og kulturelle samvittighed vågen"

   “Efter mange år i de pulserende regioner og psykiatrien kom jeg til Oasis og det var som at komme hjem og hvor jeg virkelig kunne føle mig hjemme i den rummelighed, tålmodighed og sans for mennesker, som i dén grad præger hele Oasis.”

Sådan indledte Anne Lindhardt sin tale ved sin afskedsreception i Oasis for nyligt. Hun understregede også sin længsel efter den tværfaglige tilgang, som trak hende ud af sin speciallægepraksis og ind i Oasis.

   "Det spændende ved det tværfaglige arbejde er, at der kommer så mange flere nuancer og perspektiver på det samme menneske, vi møder.”

Ikke mindst takket være tolkenes tilstedeværelse, som Anne Lindhardt beskriver som “fuldstændig afgørende” for det kliniske arbejde. Hun fremhæver ikke kun oversættelsen, men også deres indlevelse og kulturelle formidling af mere end sproget, men hele mennesket.

   "Hvis ikke vi kan kommunikere, ikke forstår hinandens sprog, og det kan vi jo ikke, så er vi fuldstændig lost in translations", siger hun.

En bastion mod fordomme

   "Den kulturelle mangfoldighed både blandt personale, tolke og patienter er altafgørende - ikke mindst til at holde min sociale og kulturelle samvittighed vågen”, siger hun og påpeger samtidig, at det også er årsagen til, at hun er blevet ved så længe. Ikke mindst i forhold til, hvad der foregår i den politiske debat om, hvad det vil sige at være dansk.

Den kulturelle mangfoldighed holder min sociale og kulturelle samvittighed vågen”

   “Den kongelige familie er jo dømt ude, hvis man skal vurdere dem på deres danskhed. Der bliver sagt så meget vrøvl, som, at hvis man ikke kan tåle mælk, så er man ikke rigtig dansk. Det er som om, vi er på vej mod en xenofobi, som minder om de værste tider i historien.”

Det er som om, vi er på vej mod en xenofobi, som minder om de værste tider i historien.”

Hun mener, at Oasis fremstår som lidt af en bastion i forhold til disse tendenser og fordomme, da hun mener at ved at møde mennesker som mennesker, lærer man dem at kende netop som mennesker. 

Det balancerende menneske

   "Det er en meget vigtig balance at være både professionel og menneske. Balancen mellem at investere sig selv og have professionel distance, siger Anne Lindhardt, for ellers kan det være for svært at falde i søvn, når man tænker på de forfærdelige skæbner, som patienterne har. 

Hun slutter af med at takke hele personalet, og direktør Thomas Feveile og behandlingsleder Kristina Carlsson, som begge også holdt tale for hende, hvor Kristina Carlsson kalder hende “sin første og største inspiration i psykiatrien”. Men en særlig tak giver hun til de mange patienter, som hun har mødt i sine 11 år i Oasis, og som hun vurderer, at mange får det rigtigt godt af behandlingen, mens andre har så mange svære krigs- og barndomsoplevelser, at det har medført kroniske fysiske og psykiske smerter. Fælles for alle er dog, at de har følt sig set, hørt og respekteret som mennesker.

   “Det, at der er nogen, der tror på dem, lytter til dem, og anerkender de kampe og livsvilkår de har haft, det er vanvittigt vigtigt. Det installerer sig i dem, og så kan de gå et skridt videre, når de går ud af Oasis,” siger Anne Lindhardt, som med vemod, men også lidt lettelse går på pension, som 80-årig - dog med et lille smut til Grønland til september, hvor hun også har arbejdet i psykiatrien de sidste 25-30 år.

Læs mere om Anne Lindhardt og hendes baggrund som blandt andet formand for Psykiatrifonden her