"Guds gave til Danmark"

24.02.2023 | Af: Tanja Weiss

Shams er flygtet fra Afghanistan via Iran og har fået behandling i Oasis - 30 år efter sin flugt. Han har også arbejdet som social- og sundhedsmedhjælper på danske plejehjem og i hjemmeplejen i 20 år. Han blev kaldt "Guds gave til Danmark" af de mest vrede og triste borgere - for når de kom i hans hænder, blev deres bitterhed til bløde smil.

Image by Mohamed Hassan from Pixabay

Mange traumatiserede flygtninge har svært ved at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked og dermed give noget tilbage til det samfund, som tager imod dem. Det kan der være mange grunde til - udover sprog, uddannelse og kultur. Ofte kan der stå traumatiske oplevelser i vejen, som kan have skadet den grundlæggende personlighed og tillid til omverdenen. Dette er historien om en mand, som trods alvorlige traumer, fik et langt og rigt arbejdsliv på de danske plejehjem, men som fik en brat ende - af helt andre årsager. 

Shams kom fra Iran til Danmark i 1980´erne efter han havde været fængslet og tortureret i det mest berygtede fængsel i Iran. Det er kendt for at være det værste fængsel for politiske fanger, fordi de sjældent kom levende ud igen. Shams blev som illegal flygtning fra Afghanistan taget af Gardisterne tilfældigt på gaden i Teheran. Han befandt sig kort fortalt på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, efter Khomeinis magtovertagelse efter Shahens fald i 1979.

Daglige henrettelser

Seks måneders fængsel med daglige forhør og henrettelser af hans bedste venner, fik dog ikke Shams til at knække psykisk - heller ikke selvom han kun var 17 år. Han formåede igennem mange forhør at forholde sig roligt og samtidig ikke være bange for at dø, selvom han var ved at dø af bekymring for sine familiemedlemmer, som også var fængslet på grund af ham. Han blev løsladt. Mod al forventning. I live.

Men han vidste, at han ikke ville være lige så heldig næste gang. Derfor flygtede til Danmark og har lige siden haft en oplevelse af, at han har fået en ny chance. Et nyt liv.  Den mentale tilstand af ro, at acceptere livet og være taknemmelig for hver dag, har han kunnet give videre og bruge i sine mere end 20 års arbejde som sosu-medhjælper på danske plejehjem og i hjemmeplejen.  

 "Jeg forlanger ikke meget af livet. Mange vil hele tiden have mere; et større hus, en bedre bil. Det er som om man mangler noget. Jeg har mødt mange ældre mennesker, som bittert savner deres store hus og have, men som nu sidder spærret inde på et lille værelse på et plejehjem. Men mest af alt savner de at blive mødt som mennesker og at acceptere deres skæbne," fortæller Shams, når han skal forklare, hvad det særlige var, som han kunne med ældre mennesker.    

"Jeg kunne joke med dem eller lytte til deres livshistorier," siger Shams, som kunne møde bitterheden over tabet ved at sige:

"Jeg har også har mistet meget; mit land, min familie. Men gudskelov, mistede jeg ikke mig selv, og det behøver du heller ikke." Det kunne ofte få det bitre ansigt til at ændre sig til et blødt smil. Shams har mange historier om ældre mennesker med lange liv og Bitter Endings, men nogen gør mere indtryk end andre.

"Jeg hader jul!"

Den næsten 90-årige jødiske kvinde var bundet til sin seng i sit hjem. Hun var så svækket af alderdom, at hun ikke kunne bevæge sig, men hendes hoved fejlede ikke noget. Første gang Shams mødte hende, var i december måned og han sagde "Goddag, goddag og god jul", som han plejede til alle de ældre, han mødte. Kvinden svarede vredt tilbage: "Jeg hader jul!" Shams lod sig ikke slå ud af vreden, men bad om lov til at høre, hvorfor hun dog hadede julen så inderligt.   

 "Jeg tror, hun kunne se, at vi havde noget til fælles - selvom jeg ikke er religiøs," forklarer han og genfortæller samtidig hendes livshistorie, hvor hun som barn i en koncentrationslejr under 2. verdenskrig så sin mor blive hængt - to dage før jul. Uden at fortælle om sin egen historie fra fængslet i Iran, hvor han selv mistede sin bedste ven, forstod hun, at han forstod, hvorfor hun hadede julen.

I fængslet græd jeg kun én gang

Shams egen vej til behandling i Oasis går over mange års aktivt arbejdsliv, hvor det "mest berigende, men mindst prestigefyldte" var som sosu-hjælper, men også som selvstændig forretningsmand. Indtil den dag, da han som 51-årig, pludselig falder om på sit arbejde. En blodprop i hjernen sender ham i gulvet og direkte ind på intensiv afdeling på Glostup Hospital.    

"Dagen før havde jeg netop siddet sammen med en ældre mand, der var blevet ramt af kræft. Jeg havde sagt til ham, at det jo lige så godt kunne have været mig," smiler Shams over den blodprop, som så gjorde, at han selv blev halvsidet lammet og måtte igennem lange indlæggelser og genoptræningsforløb samtidig med, at hans fortid fra fængslet indhentede ham i en grad, der kom fuldstændig bag på ham:    

"Jeg græd kun én gang i fængslet, da min bedste ven på 17 år blev henrettet. Ellers forholdt jeg mig så meget i ro, at forhørslederen tog bindet af mine øjne under det sidste forhør, fordi han ikke kunne forstå, hvordan jeg kunne holde roen i mig," forklarer Shams og tilføjer, at det var ellers noget de aldrig gjorde, fordi de så selv risikerede at blive genkendt, hvis man var så heldig at slippe ud levende.

I hele fængselstiden havde han tænkt på indianerordsproget: "Store ånd, giv mig styrken til at ændre det, som er uretfærdigt, og hvis du ikke vil det, så giv mig styrken til at bære det."    

"Efter min blodprop i hjernen, kunne jeg slet ikke holde op med at græde og havde ingen indre styrke - bare jeg så en film, blev jeg helt overvældet!", fortæller Shams undrende. Det blev til gengæld også det, der overbeviste ham om, at han måske havde brug for hjælp. Trods store tvivl, indvilgede han i at blive henvist til Oasis fra neurologisk afdeling i Glostrup.     

"Selvom jeg ikke var `gak-gak´ tog jeg imod tilbuddet," fortæller han om sit første skeptiske møde med Oasis, som han og mange andre flygtninge tror, de er, hvis de bliver opfordret til at tale med en psykolog eller psykiater.

Græd som pisket

"I fængslet gjorde de alt for at knække én: Man var sulten 24/7 og nægtet adgang til toilet, blev pisket eller truet med at blive skudt. Der blev henrettet op til 400 mennesker hver nat. Vi kunne høre det i cellen. Jeg blev vidne til, hvor ondskabsfulde mennesker kan være og hvor nemt det er at tage uskyldige liv," fortæller Shams, mens hans stemme er ved at knække over.   

 "Men dengang kunne de ikke knække mig. Det gjorde mig bare stærkere," forklarer Shams om sine seks måneder i fængsel, som han aldrig gav sig selv lov til at sørge over, før han fik blodproppen og kom til at tale med en psykolog i Oasis:    

"Jeg har kun én gang før, fortalt lidt om mine oplevelser til min søster, men jeg kunne se på hendes reaktion bagefter, at det skulle jeg aldrig gøre igen," siger Shams og siger samtidig også, at der skal professionelle ører og hænder til at lytte og bære den lidelse, som mange flygtninge har med sig.

I gode hænder

Shams har dyrket meditation og kampsport i mange år og det har givet ham den dybe ro og evne til at forsvinde mentalt ud af fængslet og slippe bekymringerne og smerten. Han har siden han var barn også læst den iranske digter Rumi, som allerede i 1400-tallet skriver om "The State of Acceptance". Han har derfor også altid haft en oplevelse af at kunne "reparere mig selv og styre tankerne", som han udtrykker det, når han bliver spurgt om, hvorfor der skulle gå mere end 30 år før han `overgav´sig til professionelle hænder:  

 "Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have været død for mere end 30 år siden, så resten af livet har været en gave, indtil jeg fik blodproppen og ikke kunne komme tilbage til livet uden hjælp,"

"I Oasis har jeg følt mig lyttet til og i gode hænder både hos psykologen, kropsbehandleren og socialrådgiveren - her blev den knækkede mand hel igen," 

Shams er meget taknemmelig for alle de gaver han har fået i Danmark: Friheden, familie- og arbejdslivet og de mange mennesker han har mødt og som har taget så godt imod ham, siger han - Ikke mindst den tidligere professor, som selv var lammet fra overkroppen og ned, og som kaldte ham for "Guds gave til Danmark".  

Shams ønsker ikke at optræde med sit rigtige navn, selvom han er dansk statsborger. Det gør han af hensyn til sine venner i Iran. Hans fulde identitet er redaktionen bekendt.