Afghanske flygtninge lever under usikre vilkår i en konstant frygt for hjemsendelse

04.09.2020
Af: Tanja Weiss

Politisk bestemte regler som forkortede opholdstilladelser, hjemsendelsesprogrammer og opfattelsen af Afghanistan som sikkert land medvirker til, at afghanske flygtninge lever i evig angst for at blive sendt hjem. Det viser antropologisk undersøgelse.


Tidligere blev midlertidigt ophold givet for 5-7 år ad gangen, men i 2015 ændrede daværende SR-regering på dette, således at ophold nu blot gives for 1-2 år. ​Med de nye treårige integrationsprogrammer skal hjemkommunen tilbyde flygtningen bolig, og inden for de første uger skal flygtningen underskrive en integrationskontrakt og en erklæring om aktivt medborgerskabKommunen er ansvarlig for at tilbyde sprogprogrammer, så tilflytterne kan starte på eller fortsætte med at lære dansk.

Endelig, men nok så væsentligt, er kommunen forpligtet til at skaffe flygtninge adgang til arbejdsmarkedet i form af en erhvervsuddannelsesordning, praktik eller job med løntilskud. Dette job forløber i en begrænset tidsperiode, typisk mellem tre til tolv måneder. Ofte vil det være en ulønnet virksomhedspraktik, hvor flygtningen arbejder for at modtage deres månedlige integrationsydelse. Beløbet varierer lidt fra år til år, men i 2019 var beløbet cirka 6.000 kroner for enlige – hvilket er halvdelen af en kontanthjælp.

I arbejde fra Dag 1

Under det politiske slogan 'de skal arbejde fra dag et', var der politisk enighed om, at de mange nye flygtninge i 2015 skulle begynde at arbejde, så snart de fik asyl. For at imødekomme de politiske ambitioner blev der i 2016 landet en historisk aftale mellem den daværende Venstre-regering, Dansk Arbejdsgiverforening samt fagforeningerne, der, baseret på den gældende integrationslov, lancerede en ny model for de treårige integrationsprogrammer.

Flygtninge skulle herfra i virksomhedspraktik og arbejde for deres 'integrationsydelse' til en 'løn' langt under mindstelønnen. I integrationens navn blev flygtninge således en billig arbejdskraft for private virksomheder.

En succes eller?

Ordningen har umiddelbart været en stor succes. Tilbage i 2015 var blot 21 procent af nytilkomne flygtninge tilknyttet arbejdsmarkedet efter tre år, mens samme tal i 2018 var hele 43 procent.

I en ny artikel i tidsskriftet Social Kritik går vi imidlertid bag om tallene og undersøger – på baggrund af interviews fortaget i 2017 og 2018 med 28 nyligt ankomne afghanere – flygtninges egne oplevelser af deres vej gennem integrationsprogrammerne.

Mange oplever eksempelvis at have svært ved at komme fra praktikophold og ind på det egentlige arbejdsmarked. Samtidigt frygter de at blive sendt retur til Afghanistan i nær fremtid.

Enhver må udfylde sin plads i samfundet

De kommunale integrationsprogrammer skal hjælpe flygtninge med at blive i stand til at udfylde en plads på arbejdsmarkedet. De er baseret på en generel forestilling om, at sådanne programmer kan forandre medborgere og gøre dem mere parat til at udfylde en rolle i samfundet.

Fokus på den enkelte, individuelle flygtnings pligt og ansvar, afspejler en mere generel tendens til 'ansvarliggørelse', hvor vi alle, i højere grad end tidligere, må sørge for os selv.

Udviklingsbistand = hjemsendelse

Konkret yder Danmark gennemsnitlig årlig støtte på 530 millioner kroner med det formål at »bidrage til fremkomsten af et stabilt og mere udviklet Afghanistan, som forvalter sin egen sikkerhed, fortsætter sin demokratiske udvikling og fremmer respekt for menneskerettigheder

Den omtalte udviklingsbistand bliver givet under forudsætningen af, at den afghanske regering accepterer at modtage afviste afghanske asylsøgere.

Sat på spidsen er det en noget-for-noget logik: Hvis Afghanistan vil modtage den udviklingsbistand, der er vital for genopbygningen af det krigshærgede land, skal de bøje sig for krav om at modtage hjemsendte statsborgere.

Denne type aftaler ses i forskellige varianter i en række europæiske lande, blandt andet i Norge.

Denne noget-for-noget logik er mulig, fordi Afghanistan har fået status af 'sikkert land' (safe country). Hvorvidt Afghanistan reelt er et sikkert land eller ej, er imidlertid et omstridt spørgsmål.

Hvor sikker er Afghanistan?

Hovedstaden Kabul er ofte udsat for selvmordsbomber, kidnapninger og terrorangreb, og meget få journalister og internationale observatører tør rejse uden for hovedstaden grundet fraktioner af Taliban, ISIS, Al-Qaeda og krigsherrer, der terroriserer den lokale befolkning.

I 2017 vurderede Amnesty International, at hele landet er usikkert og de anmodede europæiske myndigheder om at stoppe alle hjemsendelser.

Alligevel betragter flere europæiske lande, herunder Danmark, fortsat områder af Afghanistan som 'sikkert land' – hvilket igen betyder, at afviste asylsøgere kan deporteres til disse områder.

Den perfekte storm

I meteorologien taler man om den 'perfekte storm', når en række uheldige vejrforhold falder sammen og forstærker hinanden.

Kombinationen af de treårige integrationsprogrammer, relativt korte opholdstilladelser, den politiske vurdering af Afghanistan som 'sikkert land' samt koblingen mellem udviklingsbistand og hjemsendelsespolitik betyder, at afghanske flygtninge aktuelt har en meget prekær inklusion på det danske arbejdsmarked og en generel usikker fremtid.

Ifølge økonomen Guy Standing ser vi på globalt plan fremkomsten af et 'prekariat', en ny klasse bestående af mobile individer på kortsigtede arbejdskontrakter, for eksempel ufaglærte, timeansatte eller akademikere uden faste stillinger.

De nuværende integrationsprogrammer resulterer i en særlig form for prekær inklusion, hvor flygtninge bliver billig manuel arbejdskraft i kortvarige praktikophold eller løntilskudsordninger – uden at blive en reel del af det danske samfund eller arbejdsmarked.

Flere af de flygtninge, vi har talt med, beklager oplevelsen af at sidde fast og være parkeret i praktikforløb udenfor det egentlige arbejdsmarked, men de kan normalt ikke udfordre systemet, eftersom integrationsprogrammet er obligatorisk. I stedet sendes de ofte fra den ene praktik til den næste.

I denne form for prekær inklusion bliver afghanske flygtninge hjulpet til at komme ind på arbejdsmarkedet, men de bliver hverken set eller behandlet som almindelige kollegaer.

Afghanske flygtninge lever i et limbo

Integrationsprogrammerne evnede i 2019 at hjælpe 43 procent af nyligt ankomne afghanske flygtninge i arbejde. Dette er et markant nybrud i forhold til tidligere indsatser og dermed en umiddelbar succes.

Alligevel må vi også overveje de menneskelige konsekvenser, der følger af koblingen mellem integrationspolitik og politiske ambitioner om at hjemsende flygtninge, så snart det er muligt.

Afghanske flygtninge bliver rigtig nok inkluderet på det danske arbejdsmarked og samfund mere generelt, men det er en prekær inklusion: De holdes ud i armslængde og må hele tiden bevise deres gode hensigter og vilje til at acceptere allestedsnærværende integrationskrav og leve med frygten for at blive sendt retur til Afghanistan.

Professor i antropologi Mikkel Rytter og Ph.d. studerende i pædagogisk antropologi, Narges Ghandi, har skrevet denne kommentar på baggrund af en undersøgelse, hvor de har talt med 28 nytilkomne afghanske flygtninge i 2017-18. Kommentaren er kun delvist gengivet her. Læs det hele på Videnskab.dk.


Webdesign: Webbureauet 1101K