Socialrådgivere i jobcentre skal spørge alle ikke-danske statsborgere om de vil hjem - i hver samtale

16.10.2020

Ja, ja, du er født i Danmark – men vil du ikke tilbage til dit hjemland? Selv mennesker, der er født i Danmark, har vi socialrådgivere pligt til at oplyse om muligheden for at vende ’tilbage’ til deres oprindelsesland med økonomisk støtte. Og vi skal gøre det ved hvert eneste møde. Det skaber mistillid og frygt, skriver to socialrådgivere.


Loven om systematisk vejledningspligt om hjemvenden blev indført i 2018 og det er den lov, de to socialrådgivere, Tania Larsen Kvist og Rikke Troelsen, skriver om i et debatindlæg i Dagbladet Information

De skriver videre:

   "Forestil dig, at du er født og opvokset i Danmark. Dine forældre kom til Danmark fra Tyrkiet i 1970’erne, men du har aldrig været der og taler ikke sproget. Du er netop blevet uddannet som murer, og sidder nu til din første samtale på jobcentret, som gerne skulle hjælpe dig i arbejde. Efter en god samtale om dine ønsker og jobmuligheder skal I til at runde af, men så kommer det: »Jeg skal lige høre dig, om du har lyst til at vende tilbage til Tyrkiet?«

Det er ikke en overdrivelse. Som socialrådgivere på landets jobcentre har vi pligt til at spørge ikke blot herboende udlændinge, men også mennesker født og opvokset i Danmark, om de vil vende ’hjem’.

Vi har pligt til at oplyse udlændinge, danskere med dobbelt statsborgerskab samt en del af efterkommerne på offentlig forsørgelse om muligheden for såkaldt repatriering – frivillig tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Ved hvert eneste møde med borgeren skal vi nævne denne mulighed, også selv om det menneske, vi sidder over for, klart har sagt nej til at vende tilbage, og uanset hvor længe han eller hun har boet i Danmark."

Vi mener, det er en absurd lovgivning, som har absurde konsekvenser. Ikke fordi ordningen med støtte til at vende tilbage til oprindelseslandet som sådan er dårlig, men fordi vi siden 2018, hvor politikerne indførte såkaldt systematisk vejledningspligt, har haft pligt til at oplyse om den ved hvert eneste møde. Derudover får borgerne enten udleveret en pjece, før de går fra samtalen, eller modtager materiale om repatriering i deres e-boks efter samtalen, så de ikke ’misser det gode tilbud’ – hvis nu de skulle ændre mening, efter de er blevet oplyst om muligheden og har sagt nej tak de første 10-12 gange.

Tages som en fornærmelse

Uanset hvor godt et møde vi har haft, kan det ikke undgå at ødelægge den tillid, der er så afgørende for, at vi kan hjælpe mennesker videre. I mange tilfælde kan vi selvfølgelig forklare, at det skyldes krav fra politikerne, men det er klart, at det for mange føles som en helt urimelig fornærmelse.

Endnu værre bliver det, når det gælder flygtninge. Når vi sidder over for en syrisk kvinde, der har oplevet krigens rædsler, har været udsat for tortur og set familie og venner blive sprængt i stykker af bomber, er det nærmest umuligt at forklare og forsvare spørgsmålet: »Kunne du ikke tænke dig at komme tilbage til Syrien? Bare rolig, du kan få støtte til det.«

Den usikkerhed og angst, spørgsmålet sætter i gang, ødelægger tilliden og blokerer totalt for vores øvrige sociale arbejde med at hjælpe kvinden videre, for eksempel med danskundervisning. Og vi skal gentage spørgsmålet ved hver eneste samtale med hende!

Der er omkring 300 mennesker årligt, som takker ja til tilbuddet om repatriering og får hjælp fra Dansk Flygtningehjælp. Det er som oftest den ældre generation. Med tanke på, hvor mange borgere der dagligt bliver orienteret om muligheden, er tallet ikke ret højt.

Borgere bliver bange og bekymrede

For os, der skal udmønte den, er vejledningspligten en evig kilde til frustration.

Her er et par eksempler på, hvad vores kolleger fortæller:

»Jeg orienterer borgeren om det, men gør det meget kort. Jeg har oplevet flere borgere blive både bange og bekymrede for, at vi er ved at smide dem ud af landet.«

»Sidste gang jeg vejledte en borger om det, en kosovoalbansk mand med PTSD, udvandrede han næsten af mit kontor i vrede og frygt. Jeg måtte tale ham til ro og forklare ham, at det ikke var et udtryk for, at han ikke var velkommen i Danmark, men i stedet en vejledning om hans rettigheder. Han er psykisk ødelagt af utallige traumer fra sit hjemland og fra flugten, men der er ingen undtagelser i loven, alle skal vejledes. Efter den samtale røg den tillid, som jeg har brugt to et halvt år på at opbygge, og som jeg nu forsøger at genskabe.«

»Jeg har talt med en ung mand med makedonsk statsborgerskab, som er opvokset i Danmark og har boet her hele sit liv. Han var fjendtligt indstillet over for mig, fordi han ved andre samtaler blev vejledt om repatrieringsloven. Han sagde blandt andet sarkastisk: ’Nu skal du også huske at spørge mig, om jeg vil arbejde i Danmark, eller om jeg vil have penge for at tage tilbage til Makedonien.’«

Vores opgave er at hjælpe mennesker med at komme tættere på arbejdsmarkedet, uanset hvilken baggrund de har. Men pligten til at orientere om repatriering ødelægger vores relation til en gruppe af mennesker, der har hårdt brug for vores hjælp og støtte.

Vi er uddannet til og har erfaring med at vurdere, hvem der kan få gavn af både tilbuddet om repatriering og andre tilbud. Politikerne bør derfor afskaffe den systematiske vejledningspligt og i stedet stole på socialrådgivernes faglighed."

Tania Larsen Kvist og Rikke Troelsen er socialrådgivere og fællestillidsrepræsentanter i Dansk Socialrådgiverforening i hhv. Aalborg og København. Debatindlægget er udtryk for debattørernes egne holdninger og gengivet i sin fulde længde.


Webdesign: Webbureauet 1101K