Modeller og metoder

Modellen er oprindelig beskrevet af Judith Herman i forhold til PTSD og senere af Bessel van der Kolk. Den består af tre faser:

1.      En stabiliseringsfase - at finde et sikkert sted, hvor der er fokus på etablering af tillid og tryghed, social udredning og hjælp til nedbringelse af socialt betinget stress, samt hjælp til reduktion af psykiske og fysiske reaktioner på traumatisk stress.

2.      En bearbejdningsfase - at sørge og mindes, hvor formålet er at bringe de traumatiske erindringer så meget på afstand, at patienten kan opnå fokus på det meningsfulde i sit aktuelle liv.

3.      En genetableringsfase - at knytte bånd til hverdagen, hvor patienten skal genskabe forbindelser til familie, arbejde og fritidsliv, og dermed udvikle sig aktivt og selvstændigt.

I Oasis følger vi en dynamisk tilpasset faseopdelt behandlingsmodel:

Socialrådgiverens rolle er at skabe stabile og trygge rammer omkring patienten ved at nedsætte socialt betinget stress. Det sker gennem tillidsskabende kontakt, en social udredning og et samarbejde med patientens kommunale sagsbehandler. Socialrådgiveren hjælper patienten til at opnå en bedre struktur på sin dagligdag, skemalægge aktiviteter, disponere sin økonomi og til at få støtte i det sociale og professionelle netværk.

Psykologens rolle i denne fase er at hjælpe patienten med at kunne etablere en tryg og tillidsfuld relation, samt at arbejde med copingstrategier for affektregulering. Desuden er det psykologens opgave at hjælpe patienten med at overvinde psykiske hindringer i forhold til at kunne opretholde en hensigtsmæssig funktion i dagligdagen. Psykologen vil f.eks. bruge terapeutiske metoder som mindfulness, SE, psykoedukation og støttende terapi.

Kropsterapeutens rolle i denne fase er at reducere smerter og spændinger i kroppen, samt at hjælpe patienten til at få kontrol med de kropslige reaktioner som følge af øget stress. Dette kan bl.a. ske ved hjælp af massage, afspændingsøvelser, mindfulnessøvelser og Somatic Experiencing (SE). Undervisning i fysiske reaktioner på traumatisk stress og andre følgetilstande er desuden vigtig i denne fase.

Medicinsk behandling vil, hvis det vurderes nødvendigt, blive varetaget af Oasis’ psykiatriske konsulent. Opgaven er at reducere symptomerne på PTSD, DESNOS, depression, angst og andre følgetilstande.

I denne fase har psykologen en helt central rolle, da patienten her bliver konfronteret med det psykisk belastende materiale, og dermed også oplever større psykisk sårbarhed. Forskellige eksponeringsteknikker kan anvendes, fx. Acceptance and Committment Therapy (ACT), Somatic Experiencing (SE), Kognitiv Adfærdsterapi (CBT) og Narrativ Eksponerings Terapi (NET) (Se links i box: Psykologiske metoder).

Målet er at neutralisere de følelsesmæssige reaktioner på de traumatiske erindringer, så patienten i videst muligt omfang bliver i stand til at rette sin opmærksomhed imod nutid og fremtid, fremfor at forblive låst i fortidens traumer.

kropsterapeuten har en vigtig rolle i bearbejdningsfasen i forhold til at dæmpe de kropslige reaktioner (f.eks. arousal) der kommer med den aktivering af nervesystemet, som sker i forbindelse med psykoterapiens eksponering. I denne fase vil behandleren i særlig grad have fokus på sammenhængen mellem krop og psyke, herunder ”fight-flight” reaktioner.

Socialrådgiveren rådgiver og støtter, hvis der opstår sociale begivenheder i denne fase og koordinerer samarbejdet med andre fagpersoner uden for Oasis.

Den medicinske behandling følges og reguleres efter behov i denne fase.

I den 3. fase får socialrådgiveren en central rolle i forhold til, i samarbejde med patient og den kommunale sagsbehandler, at udarbejde planer for patientens fremtid. I nogle tilfælde er patientens tilstand blevet kronisk, og det er derfor ikke er realistisk, at vedkommende kan integreres på arbejdsmarkedet. Andre skal i gang med en uddannelse, og atter andre skal have vurderet deres arbejdsevne i forhold til hel eller delvis integration på arbejdsmarkedet. Socialrådgiveren vil også hjælpe patienten med muligheder for aktiv deltagelse i fritidslivet og familielivet.

Kropsterapeuten får i denne fase en mere konsoliderende rolle. Bl.a. drøftes det realistiske i yderligere smertereduktion med patienten, samt øvelser og motion, som patienten selv kan udføre, for at forbedre forholdet til sin egen krop.

Psykologen har fokus på de psykiske barrierer, som forhindrer patienten i at være i god social kontakt med familien, en arbejdsplads, uddannelsesinstitution og andre sociale sammenhænge. Desuden lægges der vægt på eksistentielle spørgsmål omkring meningen med livet, patientens tro, spirituelle aktiviteter og integration af fortid, nutid og fremtid. Også spørgsmål vedr. patientens identitet og værdighed vil være centrale i denne fase, ligesom par- eller familieterapi vil kunne inddrages. Mange vil også have gavn af gruppeterapi med henblik på udvikling af de sociale kompetencer.

Også i denne fase reguleres den medicinske behandling efter behov.