Organiseret vold

At leve i samfund, der er præget af, hvad man kalder organiseret vold, kan fremkalde reaktioner som beskrevet under ekstrem stressforstyrrelse. Uden at der nødvendigvis f.eks. har været tale om fængsling. (Sveaas, N. 1994).

Organiseret vold er blevet beskrevet som "tortur flyttet ud i gaderne." Der er tale om regimers brug af magtstrategier, der bygger på rå vold og trusler om vold. Dette skaber en dominans, der bygger på frygt. Med denne dominans gennem frygt skabes der en atmosfære af uvished og uforudsigelighed. De holdepunkter og stabile strukturer, vi har brug for at klare tilværelsen, nedbrydes og kriminaliseres. Kommunikation og samvær mellem mennesker besværliggøres og kriminaliseres.

For at forstå virkeligheden og de sammenhænge vi befinder os i, har vi brug for at være i kontakt med andre og kunne kommunikere med andre. Det er i samværet og i dialogen, at man kan forstå, hvad der sker i ens liv. Når selv samme samvær og dialog kriminaliseres, bliver evnen til at forstå og skabe mening væsentlig reduceret. Mening bliver nu ikke længere noget, man skaber i samvær med andre, i stedet bliver den monopoliseret af magtapparatet.

Flere af de symptomer, der befinder sig i den ekstreme stressforstyrrelse, kan direkte udledes af de socialpsykologiske processer, der finder sted i samfund præget af organiseret vold.

 

Webdesign: Webbureauet 1101K