Sahar Barkand har gået i tværfaglig behandling i Oasis. Du kan læse hele hendes historie på forsiden under nyheder. Her får du hendes råd til andre.

Sahar Barkand har haft stort udbytte af at tale med sin psykolog i Oasis om sin livshistorie - både det der har været hårdt og det, der har givet hende glæde - og ikke mindst, det, der har fået hende til at grine igen efter mange hårde og svære oplevelser både i Iran og Irak og flugten til Tyrkiet, Grækenland og Østrig. For til sidst at ende i hendes drømmeland; Danmark. Selvom hendes liv ikke helt har formet sig, som hun havde håbet, da hun var ung, er hun idag ikke i tvivl om, at det har hjulpet at gå i behandling i Oasis, hvor hun har fået hjælp hos socialrådgiveren til at få styr på sin økonomi, hos kropsbehandleren til at få en bedre søvn og mere ro i kroppen, som før gjorde ondt over det hele. Hos psykologen fik hun bedre selvværd og selvtillid:

Jeg er gået fra 'Jeg kan ikke mere' til; jeg kan meget mere end jeg troede"

Sahars råd til andre i samme situation:

  • Gå i behandling, men forvent ikke at problemerne og fortiden forsvinder.
  • Du skal stadig arbejde med dine problemer og finde din egen vej - og tro på dig selv.
  • Før var jeg vred på alle. Nu betyder det ikke noget mere. Jeg går ikke op i, hvad andre tænker, men i hvad jeg selv føler.
  • Jeg er meget taknemmelig for mit liv og ikke mindst for min datter, som jeg først ikke ville have, men som er en klog pige, som jeg elsker og taler med som en veninde.
  • Men vigtigst af alt: Jeg har fået troen på mig selv tilbage og nyder min frihed.

Sahar er også blevet tilbudt at komme i Oasis´ kvindegruppe, som er for kvinder i behandling, der har været udsat vold eller er i dilemma, om de skal blive i deres ægteskab pga. fysisk, psykisk og social vold og kontrol. Hun var med en enkelt gang, men havde  ikke tid samtidig med individuel behandling, arbejde og studier til til sosu-assistent:

Hvis jeg havde tid, ville jeg også gå i kvindegruppe: Det er vigtigt for kvinder at dele erfaringer og give hinanden tro på, at vi er stærke"

Du kan læse mere om Oasis´ kvindegruppe og andre gruppetilbud her