Kan man behandle børn for PTSD i krigszoner?

Alt er kaos. Intet er normalt. Børn og voksne bor i telte uden varme, gas, el eller mad. Droner flyver tæt over området. Børnene skriger og løber ud af teltet hver gang de hører lyden af en drone - for det kunne jo være en af dem, som skød. Hospitaler beskydes. For der kunne jo være Hamas soldater i skjul. Det er virkeligheden for børnene i Gaza. Deres familier. Sundhedspersonalet. Og udsendte for Læger Uden Grænser.

UNICEF anslår, at 85 procent af Gaza er ødelagt. Derfor bor de fleste mennesker ubeskyttet i ruiner eller telte. Før krigen i 2023 led 53 procent af alle palæstinensiske børn af PTSD. Nu anslår Red Barnet, at 80 procent lider af depression og UNICEF estimerer, at 1 million børn har mentale udfordringer, som de har brug for støtte til. Et signifikant antal lider desuden af angst, panikangst, mareridt, isolation, selvmordstanker og selvmordsforsøg.

Hvordan kan man hjælpe børn under sådan nogle omstændigheder og vedvarende traumatisering? Det har den norske psykolog og specialist i børne- og traumeterapi, Katrin Glatz Brubakk spurgt sig selv og sat sig for at forsøge alligevel:

   "Man skal fokusere på de små skridt, have skyklapper på og være vedholdende og stædig. Og det er jeg heldigvis!"

Men hun er heller ikke lavet af sten og fortæller også, at hun kan have sine øjeblikke, hvor tvivlen og afmagten overvælder hende. 

Man skal fokusere på de små skridt, have skyklapper på og være vedholdende og stædig. Og det er jeg heldigvis!"

Men så tænker hun på de mange børn og deres forældre, hun har hjulpet. For eksempel Adam på 5 år, der havde fået ødelagt sit ben og mistet sin far i en ueksploderet mine:

   “Adam var lukket helt inde i sig selv og ville slet ikke tale med nogen. Alle havde forsøgt, men han forblev tavs, mens han var indlagt for at få amputeret sit ben.”

Adam var lukket helt inde i sig selv og ville slet ikke tale med nogen"

Hans mor var fortvivlet, men havde også fire andre børn, som hun skulle tage sig af og sin egen sorg over at have mistet sin mand og far til børnene.

  “Jeg besøgte ham hver dag og sad bare ved hans seng og forsøgte at få kontakt…Indtil en hospitalsstrømpe gav mig en ide´: Den blev til en hjemmelavet basketkurv. Små anti-stress bolde og mit elendige boldøje gjorde tricket.”

At en voksen kvinde ikke kunne ramme et net, fik Adam op af sengen og ud af sin tavshed. Og da Katrin besøgte ham nogle uger efter, inden hun skulle afsted, sad han i kørestol ude på terrassen sammen med personalet og sin mor:

   "Vi fik os en slush-ice sammen. Det er håndknuste isterninger med saftevand, for der findes ingen ismaskiner i Gaza, og vi så lige fjollede ud med rød saftevand helt op til næsen,” fortæller Katrin grinende under sit oplæg, hvor der ellers ikke var meget at grine af. Men hun fortæller samtidig, at dyb vejrtrækning, grin og leg er nogle af de mest regulerende metoder til at berolige overophedede nervesystemer med.

Ikke blæse og skrige samtidig

Katrin mødte også lille Maria på 2 år, som var indlagt på hospitalet sammen med sin mor og som uafbrudt skreg nat og dag:

   “Ingen kunne få Maria til at holde en pause fra den rædsel og utryghed hun havde oplevet både før og under indlæggelsen. Heller ikke jeg”

Ingen kunne få Maria til at holde en pause fra den rædsel og utryghed hun havde oplevet"

Men Katrin har altid sæbebobler med i sin taske: De fylder ikke meget og kan komme med håndbagagen. Sæbeboler er en alt-i-én-løsning: 

   "Ingen kan modstå de smukke former og farver. Man kan ikke blæse og græde samtidig. Og de kræver dybe vejrtrækninger, som beroliger nervesystemet." 

Billedet af Maria øverst, taler for sig selv om hvad, der fik Maria til holde op med at skrige.

Katrin Glatz Brubakk har fået samtykke til at vise billedet. Begge børns navne er offentligtgjort med tilladelse fra forældrene.