Besat af en djinn, skæbnen eller...?

16.12.2025 | Af: Tanja Weiss, foto: Karoline Lieberkind

Det er det store spørgsmål, der bliver vendt og drejet og ikke mindst banket ud af en 17-årig dreng, der er blevet forelsket i imamens søn. Handlingen er ikke langt fra virkeligheden, men er en fri dramatisering af Elias Sadaqs anmelderroste digtsamling; Djinn. Oasis nåede lige at se det, inden alt blev udsolgt på Blaagaard Teater på Nørrebro

Det foregår i Brabrand i Århus i et traditionelt og religiøst hjem, hvor man tror på djinner, der besætter en som en ond ånd og skal uddrives. Især da hovedpersonen Zakarias forelsker sig i imamens søn, Younes. Det kan hans familie og imamen ikke acceptere. Derfor bliver både han og hans far smidt ud af moskeen og Zakarias flygter til København i håb om at finde sig selv og slutte fred med den djinn, der hjemsøger ham.

Det bliver en hård og omtumlet færden i det københavnske natteliv og en søgen efter sin identitet og sin tro. Han bliver til sidst kaldt hjem til Århus, da hans elskede bedstemor ligger for døden og faren har brug for hans støtte.

Forestillingen er meget rørende og fængslende fortalt og opført. Den kan stækt anbefales at se - både som ung, ældre, queer - og som en almenmenneskelig fortælling om forelskelse, som ikke passer ind i den kultur, man er født ind i.

Det er dog usikkert om forestillingen bliver sat op igen. Men mens du venter, kan du også læse Elias Sadaqs digtsamling Djinn, udgivet af Gyldendal i 2023.

Fængslende faderportræt

Hvis du skulle have lyst til mere teater, men med et andet relevant tema, kommer "Tronfølger" i det nye år. Stykket handler om at vokse op med en traumatiseret far, der er flygtet fra Iran til Danmark i 1980´ erne. Han kæmper for at finde og genopfinde sig selv på fremmed grund og på andres nåde. Det lykkes at stifte familie og få tre børn og hus i Danmark, og alligevel vælger han for 7 år siden at vende tilbage til Iran - til det regime, som han oprindeligt flygtede fra. 

Tilbage står den yngste søn på i dag 34 år; skuespiller, forfatter og dramatiker, Alexander Mayah Larsen, og undrer sig og fortæller sin fars livshistorie på scenen. Den omtales sådan i programmet:

Fra en ungdom i 70´ernes liberale Iran med amerikanske filmhelte og piger i lårkorte kjoler til en heltemodig flugt fra præstestyrets brutalitet i 80´ erne og videre til et nyt liv i Danmark med kernefamilie og parcelhus. En lykkelig slutning, skulle man tro! Så hvordan kunne hans far forlade sin familie? Hvordan kunne han rejse tilbage til det regime, der nær blev hans død?"

Det kan du stadig nå at få svar på, hvis du skynder dig at bestille billet. Der er premiere den 21. januar 2026 på Blaagaard Teater, Nørrebrogade 37 og det går frem til 5. februar 2026.

Vi ses!

Rigtig god jul og godt nytår fra alle os i Oasis.