Asyl styrker kvinders position i familien og samfundet

26.09.2025 |

Typen af opholdstilladelse har betydning for kvinders bidrag til samfundsøkonomien og integrationen. De kvinder, der efter en familiesammenføring får asyl i Danmark, er bedre økonomisk integrerede, har også lavere risiko for at blive ofre for vold – og bliver oftere skilt. Det viser et nyt studie fra Økonomisk Institut.

I de fleste lande er det primært mænd, som søger og får asyl, mens kvinder bliver familiesammenført med de mænd, der har opnået asyl. Det betyder, at kvinderne er ringere stillet i værtslandet, fordi deres opholdstilladelse er afhængig af deres partner. Hvis parret bliver skilt eller manden dør, vil kvinden miste sin opholdstilladelse.

Dermed har en kvinde, som er flygtet fra præcis de samme forhold som sin partner, en højere risiko for at blive sendt tilbage til det oprindelsesland, som myndighederne har vurderet så usikkert, at kvindernes mænd har kunnet opnå asyl. Den øgede risiko kan påvirke integrationen af kvinder negativt,”

Det påpeger Linea Hasager, adjunkt ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet. I et nyt studie har hun undersøgt effekten af asylret for kvinder ved at bruge et såkaldt ”Staggered Difference-in-Differences”-design. Konkret har hun sammenlignet kvinder, der hurtigt får godkendt en ansøgning om asyl, med kvinder, der først får asyl flere kvartaler senere efter ankomsten til værtslandet.

Mindre vold, mere arbejde

Resultatet af undersøgelsen er på flere områder opsigtsvækkende. Linea Hasager fremhæver særligt, at:

Vi kan se, at skilsmisseraten stiger med 3 procentpoint efter asylanerkendelsen. Risikoen for at blive offer for vold falder med 0,8 procentpoint. Det svarer i antal til alle de familiesammenførte kvinder, som rammes af partnervold,”

De kvinder, der har fået asyl, kommer også oftere i arbejde. Beskæftigelsesfrekvensen stiger med 53 procent i forhold til beskæftigelsen for sammenlignelige, familiesammenførte kvinder.”

Det handler om ligestilling

En oplagt forklaring på undersøgelsens resultater er, at kvindens generelle position inden for husstanden højnes, når hendes asylstatus er den samme som mandens.

En selvstændig asylstatus kan reducere risikoen for at vende tilbage til oprindelseslandet og dermed øger det kvindens forhandlingsstyrke i familien,” 

Gevinst for arbejdsgiveren og samfundet

Linea Hasager nævner desuden, at en lavere risiko for at vende tilbage til oprindelseslandet også kan være gavnlig for arbejdsgiverne, fordi den forventede værdi af at finde et job stiger for både jobsøgeren og arbejdsgiveren.

Samlet set giver undersøgelsen en længe efterspurgt forklaring på, hvorfor kvinder fra lande, der sender flygtninge, halter efter deres mandlige kolleger i økonomisk integration,”

Det fremhæver Linea Hasager og tilføjer:

Desuden viser mit studie, at den nuværende praksis sætter kvinder i fare for at blive ofre for vold, og at den kan fastlåse nogle familiesammenførte kvinder i uønskede ægteskaber.”

Så vidt hun ved, giver studiet det første bevis på virkningen af flygtningestatus i forhold til familiesammenføringsstatus.

Virkningerne af de forskellige typer opholdstilladelser er vigtige for beslutningstagere, der er interesserede i at designe immigrationspolitikker, som kan forbedre integrationen af indvandrerkvinder,”

Hvorvidt resultaterne i denne undersøgelse er gyldige for andre grupper af indvandrere, kalder hun et åbent spørgsmål.

”Men nogle af de problemer, der er forbundet med familiesammenføring, rammer muligvis også kvinder, der er familiesammenført med indvandrere eller indfødte, som ikke er flygtninge,” foreslår hun.

Studiet, der hedder ”Does granting refugee status to family-reunified women improve their integration?”, er udgivet i Journal of Public Economics. Det kan læses her.

Hvis du har brug for en advokat med speciale i udlændingeret, kan du kontakte Foreningen af Udlændingeadvokater