"Ikke bare et spørgsmål om temperament!"

Hassan Chour er 45 år og har netop afsluttet 14 måneders traumebehandling i Oasis. Han var blevet fritstillet fra sit arbejde og siden sygemeldt med stress og PTSD, da han startede i behandling.  Han havde inden da forsøgt sig med selvhjælpsprogrammer på YouTube og brugt hash til slappe af og dæmpe sin angst med. I dag er han ikke-ryger, slapper af med yoga, mindfulness og havearbejde - og er blevet selvstændig kok. Han tager kun de opgaver, han kan overskue og som har et godt formål. Han laver blandt andet mad sammen med unge, der er blevet forflyttet fra Mjølnerparken efter nedrivningerne, for at give dem og de nye beboere en mulighed for at mødes over mad i café 30.

Da jeg startede i lære som kok i 2015, blev jeg del af en helt anden verden. I bandemiljøet og i fængslet var der kontant afregning og jeg var helt afkoblet fra almindelige menneskers følelser. Selv kendte jeg ikke til frygt og det udnyttede miljøet. Jeg var også kun 17 år, da jeg fik mit første job med at 'ordne folk'"

Fra krig og kaos til lynintegration

Hassan Chour kommer oprindeligt fra Libanon og lander i Danmark som 10-årig sammen med sine to ældre søstre i 1990. Hans mor og søskende rejste først gennem Syrien, men blev tilbageholdt af politiet og hans mor blev  fængslet, mens han sad udenfor og kunne høre hende få tæsk og andre fanger blive tortureret. Familien blev derefter alle sendt tilbage til Libanon. Og først efter endnu to års flugt, blev han endelig familiesammenført til sin far, som havde været i Danmark siden 1988.  Hans mor, søster og lillebror fulgte først efter, halvandet år senere.  

Hassans far havde været en velhavende forretningsmand med egen penthouselejlighed i Beirut, som dengang blev kaldt Mellemøstens Paris. Han var politisk aktiv og blev som den første nødt til at flygte til Danmark og måtte sælge sin lejlighed for at kunne finansiere familiens flugt. Men det tog længere tid end beregnet, med ophold i fængsel i Syrien undervejs og siden tilbage til Beirut, hvor de måtte leve i et lille faldefærdigt hus - lige over for deres gamle lejlighed midt i en kaotisk krigsstemning. En af hans søstre, på dengang kun ti år, blev dræbt i et bombeangreb. Hassan selv har set lig i gaderne og bomber falde, mens han legede med krudt og kugler ude på vejen.

Da familien endelig var samlet igen, blev alt sat ind på, at børnene skulle klare sig godt i det nye land. Alle blev opdraget med streng mødedisciplin og til at få en uddannelse af en far, der formentligt også havde PTSD, men aldrig kom i behandling.

Følelsesløs boble

Hassan er igennem behandlingen blevet opmærksom på, at alt det, han har oplevet som barn under krigen, har gjort ham "numb" eller afkoblet følelsesmæssigt, så han kunne overleve i rå og voldelige miljøer:

Jeg har lukket helt af for mine følelser. Jeg kunne slet ikke mærke min sorg over min søsters død eller frygt for, at det skulle ske for mig. Det var ligesom om jeg levede i en boble, hvor alt prellede af."

Han fortsætter og husker tilbage:

Da jeg begik mit første væbnede røveri på et posthus, følte jeg, at jeg tog skæbnen i egen hånd; At jeg havde kontrol over mit liv og at jeg ikke var bange for at dø."

Hassan beskriver sig selv som i konstant forhøjet alarmberedskab, mens han var i bandemiljøet: 

Jeg følte ikke, at jeg havde noget at miste - ikke engang mit eget liv."

I dag har han det lige omvendt og har tilgivet sin far for den strenge disciplin, hvor ’hans ord var lov’, og han måtte gå på æggeskaller omkring ham for at undgå hans vrede:

I dag følger jeg reglerne, fordi jeg har noget at miste: Fx. friheden til at være min egen herre"

Fra rocker til julemand

Hassan har efter sin sygemelding og behandling fået øjnene op for, hvor meget det betyder for ham at sætte grænser i arbejdslivet og i det hele taget. Nu insisterer han på at have fri i weekenden og besvarer kun mails mellem kl. 9 -16.  Hans tankemylder er også væk og han synes, han kan håndtere sin vrede og vreden tager ikke mere over, så han forsvinder i vredeseksplosioner. Der er kommet balance i hans nervesystem og han synes, at han er blevet mere tolerant og kan tænke rationelt igen - men mest af alt, kan han regulere sine følelser.

Jeg har ikke mere en følelse af at være på vagt hele tiden. Jeg er også blevet god til ”at sige fra” uden at blive vred. Og så er jeg stadig meget glad for at lave mad! I det hele taget får jeg meget ud af at gøre folk glade og give noget tilbage. For mad er jo kærlighed!"

Siger Hassan Chour og slår grinende ud med armene som en anden julemand.