Fra husslave til fri kvinde

Sahar Barkand er 45 år og kommer oprindeligt fra byen Bukan i Iran, som betyder en brud på farsi. I dag bor hun alene i Danmark med sin datter på 14 år. Hun har inviteret Oasis hjem i sin tre-værelses lejlighed i Gentofte, for at fortælle om sit liv og hvorfor hun kom i behandling i Oasis. Hun viser stolt rundt i sit åbne køkken og stue, hvor der er dækket op med te, frisk frugt og gingerbolsjer. Første gang hun hørte om Oasis var fra en børnerådgiver, da hun boede på et krisecenter med sin datter, efter hun var blevet smidt ud af sin daværende lejlighed af sin danske kæreste. Det viste sig imidlertid, at det ikke var datteren, der havde mest brug for behandling, men Sahar selv:

Jeg har aldrig kunnet græde over mit hårde liv med mænd, der snød mig og ikke respekterede min trang til frihed, men da jeg startede i Oasis, kunne jeg slet ikke stoppe med at græde. Psykologen forstod mig og lod mig græde, indtil jeg begyndte at tale igen."

Sahar Barkand har været 10 år i Danmark, har læst dansk og er nu igang med at tage sin sosu-assistentuddannelse samtidig med, at hun arbejder på et plejehjem fem minutter fra, hvor hun bor. Hun synes, hun har et fantastisk liv: 

Jeg har ikke guld og et stort hus, men masser af frihed og min egen lejlighed. Og jeg elsker at hjælpe andre og arbejde på mit plejehjem"

Begrænset frihed

Men sådan har Sahars liv ikke altid været. Hun kommer fra en velhavende familie med en far, der var bygningsingeniør og en mor, der arbejdede hjemme med syv børn, som hun havde født med få års mellemrum i løbet af 10 år. Som den ældste i flokken blev hun opdraget og opmuntret til megen frihed, så længe det foregik inden for hjemmets fire vægge og på en uddannelseinstitution. Men så snart hun bevægede sig uden for hjemmet, var især hendes far meget optaget af, hvad andre tænkte om hans døtre. I Iran skulle man, dengang som nu, være tildækket som kvinde og ikke røre, danse eller kysse med nogen offentligt. Men Sahar var glad for at danse og for musik og ville gerne ud og møde andre unge. Det forbød hendes far hende. Hun kom derfor selv frem til den konklusion, som 15-årig, at hvis hun blev gift, så ville hun få frihed fra sin far og selv bestemme over sit liv:

Jeg troede, jeg blev selvstændig ved at blive gift"

Valget faldt på en 12 år ældre mand, som hun mødte på vej til skole.

I hans hus var det helt anderledes end hjemme; alle var ufrie og han bestemte. Han så kvinder som husslaver "

Selvom Sahar selv valgte sin mand og imod sine forældres vilje, var det ikke et kærlighedsægteskab. Det var mere et strategisk valg til frihed, men det slog hende næsten ihjel:

Han var både fysisk og psykisk voldelig og kontrollerede mig mere end min egen familie"

Sahar ville derfor ikke have børn med ham. De sov i hver sit rum og hun tog p-piller i det skjulte. Men trods alle forsøg på at undgå at få børn, blev hun gravid som 19-årig med sin første søn. Sahar fik sat en spiral op efter fødslen, men på trods af dette, blev hun gravid igen. Hun blev meget syg, både fysisk og psykisk under graviditeten og gjorde alt for at forsøge at miste barnet. Men datteren på i dag 24 år, insisterede på at blive født.

Først efter 13 års ulykkeligt ægteskab med en mand, der var arbejdsløs og voldelig, lykkedes det Sahar med hjælp fra en advokat og sin far at blive skilt i et Iran, hvor kvinder ikke har ret til skilsmisse uden mandens samtykke og hvor børnene tilfalder faren ved skilsmisse. Så begge Sahars børn blev boende hos deres far og hun flyttede tilbage til sine forældre.

Jeg måtte flytte hjem igen efter skilsmissen, men insisterede på at tage en uddannelse i Teheran. Men jeg blev fængslet flere gange af moralpolitiet, fordi jeg gik med rød neglelak og rødt tørklæde"

Skilt uden frihed

Som fraskilt kvinde er man endnu mere udsat end som ugift kvinde i Iran, så Sahar fik igen ikke den frihed hun drømte om og heller den uddannelse, hun ønskede. Hun flyttede derfor tilbage til sin fødeby Bukan igen, hvor der ikke gik lang tid, før hendes far udpegede en forretningsforbindelse som kommende ægtemand til Sahar. Sahar havde egentligt besluttet sig for aldrig at blive gift igen, men så alligevel igen en strategisk mulighed for frihed ved dennegang at vælge en mand, der lå under hendes fars stillingsniveau og dermed ikke ville kunne dominere hende uden, at det ville gå ud over hans levevej og karriere.

Jeg elskede ham ikke, men han var en god mand, der ikke kunne dominere mig"

Sahar fortæller, at hun kender mange kvinder i Iran, der ender med at leve sammen med en mand, de ikke elsker, men som heller ikke giver dem frihed, så de bliver meget deprimerede. Sahar traf derfor den beslutning, at hun ville betinge deres ægteskab af, at hun fik sin frihed til uddannelse og sagde åbent til ham, hvordan hun ville have, at de skulle indrette sig; 

Jeg tog min uddannelse til køkkenchef, arbejdede til kl. 01 om natten og tænkte mere på fremtiden end på ham"

Efter seks år, hvor de nærmest ikke så hinanden og sov hver for sig, blev Sahar alligevel gravid. Trods p-piller. Hun opdagede det så sent, at lægerne og slet ikke hendes mand ville skrive under på, at hun kunne få en abort. Og så er der ikke andet at gøre i Iran end at føde sit barn. Eller forsøge selv at komme af med det.

Jeg blev så syg af den graviditet: Jeg tabte mig, kastede op og blev deprimeret"

Alligevel blev Sahar ved med at arbejde og blev også politisk aktiv og skrev artikler på en hjemmeside om kvinders ret til egen krop. Den vrede hun havde bygget op imod sin mand og det patriarkalske system, hjalp hende til komme videre og bygge en restaurant op fra bunden i Irak ved grænsen til Iran. Hun boede oven på restauranten sammen med sin datter på dengang 4 år, så hun kunne arbejde samtidig, da man ikke kan få støtte fra staten som enlig mor eller få børn passet i institution. Hendes mand blev boende i Iran. Alligevel ville han ikke lade hende blive skilt fra sig:

Han nægtede at lade mig blive skilt officielt ved domstol, så vi fik en islamisk skilsmisse hos en imam."

Bortførte datter

En dag i november, da Sahar havde travlt i restauranten og en ung pige passede hendes datter, ringede hendes eksmand og inviterede datteren på shopping i Iran. Sahar var så glad for, at han endelig tog sig af deres fælles barn. Datteren var glad for sin far og for shopping. Derfor havde hun ingen bange anelser, da de ikke var kommet tilbage, som aftalt om eftermiddagen. Først sent på aftenen blev hun bekymret. Ikke mindst, da den unge pige foreslog, at eksmanden havde stjålet datteren.

Han sendte et billede af hende på den anden side af grænsen"

I Irak kan man som iraner aldrig få permanent ophold, men skal fornye sin midlertidige opholdstilladelse hvert år. Og selvom datteren stod på Sahars opholdskort, sagde Sahars veninde, som er advokat, at både i Irak og Iran vil en far altid få retten til sin datter - uanset om han aldrig ser hende eller bor sammen med hende. Hun mente, at den bedste løsning var at tale til hans fordele ved, at Sahar fik barnet tilbage; at hun var ung, i arbejde og kunne forsørge datteren. Modsat ham og hans 70-årige gamle mor, der reelt ville komme til at tage sig af datteren, hvis Sahar blev i Irak.

Efter mange dages forhandling med advokaten som mægler, nåede de frem til, at Sahar fik sin datter tilbage mod at betale tusinder af dollars for, at Sahar, eksmand og datter blev smuglet ud af Iran og til Europa.

Gennem Tyrkiet, over Grækenland og til Østrig, lykkedes det til sidst at komme til Sahars frihedsdrøm; Danmark. Hun havde allerede i Iran hørt om den frihed og sikkerhed, der var for enlige kvinder og børn i Danmark. Sahars eksmand endte i Sverige, mens Sahar blev forført af en tilsyneladende rar dansk mand, som dog endte med at snyde hende for penge til sit misbrug og til sidst smed hende ud af deres fælles lejlighed. 

Fri, men ondt i krop og sjæl

Sahar fandt frem til et krisecenter gennem kommunen, hvor hun fik hjælp til at komme igang med at arbejde på et plejehjem og samtidig uddanne sig til sosu-hjælper. Hun fik også kontrakt på sin egen tre-værelses lejlighed. Det gav endelig Sahar den frihed, selvstændighed og stabilitet, som hun havde drømt om, siden hun var ung. Men hendes krop og psyke var ikke helt enige:

Selvom alt gik godt og jeg endelig havde fået min frihed, fik jeg pludselig ondt i hele kroppen og kunne ikke sove om natten.

Sahar talte med sin iranske kæreste om det og han opfordrede hende til at gå til lægen. Lægen anbefalede hende også Oasis, hvorefter hun startede i behandling.

Oasis er ligesom at møde sin familie. Der er tid til at snakke, at tale om følelser, grine og græde. Jeg føler mig forstået i Oasis og meget, meget taknemmelig for al den hjælp jeg har fået af alle tre faggrupper."

Læs mere om Sahars råd til dig, der overvejer at gå i behandling i Oasis: ”Jeg startede med at græde, men sluttede med at grine”.