Væk de sovende hunde hos børn med traumer

07.03.2020 |

Oasis har haft besøg af psykolog Arianne Struik, som har opfundet en systematisk metode til at hjælpe fagpersoner til at tale med børn om de traumatiske oplevelser, de helst ikke vil tale om.

Nogle børn er så traumatiserede, at de nægter at tale om, hvad der er sket. De dissocierer, kan ikke huske eller har måske ikke et sprog til at tale om det. Eller de kan ikke redegøre for hændelsen, fordi det er svært for hukommelsen at lagre så voldsomme traumer på en meningsfuld måde. Samtidig kan voksne også være bange for at tale med barnet om traumet, da vi frygter at retraumatisere det – eller fordi vi oplever, at barnet bliver irritabelt eller aggressivt, når traumet nævnes.I disse fastlåste situationer bliver traumet ikke bearbejdet. Vi “vækker ikke de sovende hunde” og det indebærer, at barnet bliver angstfyldt, er i konstant alarmberedskab, ensomt og ude af stand til at finde ro og lindring. Barnet kan ikke knytte sig til andre. Den manglende sikre tilknytning er ødelæggende for barnets fremtidige udvikling.Der er derfor behov for en metode, der først og fremmest skaber ro og stabilitet. Arianne Struiks metode “Don’t let sleeping dogs lie” tilbyder en systematisk tilgang til at hjælpe svært traumatiserede børn hurtigst muligt. Metoden består af 6 stabiliseringsfaser, som gennemgås i en fast rækkefølge bestemt af, hvordan hjernen virker, og hvordan den påvirkes af stress. Det handler om at “vække de sovende hunde” – inden selve bearbejdningen eller behandlingen af traumet kan gå i gang.Den prisbelønnede stabiliseringsmetode Sleeping Dogs er udviklet af den hollandske psykolog Arianne Struik i 2008. Arianne Struik har siden 1994 arbejdet på børnepsykiatriske klinikker og hospitaler, og hun er uddannet udviklingspsykolog, systemisk familie-terapeut og EMDR-behandler. Hun var for nylig på besøg i Danmark og har introduceret sin metode til alle behandlere i Oasis, som gik meget inspirerede fra dagens kursus.