Krigen lever videre i generationer

07.06.2020 | Af: Tanja Weiss

Journalist Sidsel Welden er barn af en chilensk flygtning, som havde PTSD, men som altid havde forsøgt at skjule, hvad han havde været udsat for.

Som barn fik hun kun glimtvis indtryk af, hvordan krigen stadig påvirkede hendes far, uden at hun helt forstod omfanget. Som dengang da de var ude at gå en tur, og han pludselig gik i stå på fortorvet og "hans krop kollapsede" midt på Valby Langgade, fordi han mødte en chilensk kvinde, der tiggede og talte spansk til ham. Sidsel opdager det først efter, at hun er hoppet videre foran ham og vender sig om, fordi han ikke mere er lige bagved hende:   "Du sad foroverbøjet på jorden. Nu var det din egen hånd, der var presset mod dit hjerte. Du hyperventilerede og sagde, at vi måtte gå hjem igen. Jeg forstod ingenting, jeg forstod ikke, at det jeg så, var krigens ansigt, der råbte gennem din krop.Senere forklarede du, at mødet med en anden chilener, der var flygtet og levede på gaden, lyden af dit modersmål midt på Valby Langgade, havde fremprovokeret billeder og minder, du kæmpede for at lægge låg på i hverdagen. Du stoppede med at tale spansk til mig, og jeg glemte hurtigt, alt jeg havde lært."

Hvornår slutter en krig?

Sidsel Welden har skrevet et brev i Dagbladet Information til sin far efter hans død, hvor hun blandt andet spørger:    "Hvornår slutter en krig? Lever den videre i mig, i en masse andre børn, der aldrig selv har set eller oplevet krigens rædsler? Hvordan kan jeg tænke på dig, uden også at se på alt det, du forbinder dig med. For når jeg husker tilbage på din lille lejlighed, der altid lugtede af røg, og som havde nedslidte og hullede møbler, så er det også dér, at krigen giver sig til kende.Når du drak en flaske vodka om dagen, og vi måtte besøge dig på psykiatrisk afdeling, var det også dér, krigen gav sig til kende. Krigen gav sig til kende i dine planter, dine nedrullede gardiner...."   "Ofte har jeg tænkt på dit liv i Danmark som et efterliv. Som om dit liv sluttede, da du flygtede fra dit hjemland. Jeg spurgte dig også flere gange, om du ikke bare skulle rejse hjem. Dit svar var: »Hjem? Hvor er hjem? Sådan et har jeg ikke længere.«"   "Der var også en anden grund til, at du ikke ville rejse hjem. Mig og min søster. Vi var den største grund til, at du havde noget at gøre her i Danmark. Dit liv bestod i mange år af at se tv fra din sofa. Uden familie, uden et arbejde, uden venner. Fyldt op af angst, der viste sig som anfald, hallucinationer, som du kunne dulme – ikke meget, men uendelig lidt med rusmidler. Det var det eneste, du havde at gribe fat i."

Et brev til mange af krigens forældre med børn i Danmark

Det er et både meget personligt og generelt brev, som Sidsel Welden skriver. I Oasis vækker det genklang i de mange historier, vi hører fra fædre og mødre - og også fra børn af flygtninge, der har oplevet rædselsfulde ting, men som har svært ved at tale om de svære oplevelser fra krigen på en måde, så børnene ikke bærer skammen, angsten og depressionen videre i deres liv i Danmark. Sidsel Welden har siden som voksen hjulpet sin far med at anke afslag på førtidspension og først da opdagede hun, at han havde været udsat for tortur og spørger sin far:   "Hvorfor har du aldrig fortalt mig, at du blev torteret?"Hendes fars svar er genkendeligt for mange forældre, der skammer sig og helst vil glemme krigens rædsler:   "Det skulle du aldrig have vidst om mig. Glem, at du har læst det"Sidsel glemte det aldrig, men udviklede selv angstsymptomer, angstanfald og forestillinger om, at "alle, jeg elskede ville dø."Selvom krigen slutter og forældrene kommer i sikkerhed og får børn i et land, hvor deres børn ikke er i fare, kan ængstelige personlighedstræk gå videre i generationer. Sidsel Welden erklærer derfor i sit brev:   "Jeg vil have, at krigen skal slutte, så jeg og andre børn ikke skal miste deres forældre til de traumer, der aldrig kan glemmes igen...."Læs hele brevet i Dagbladet Information den 6. juni 2020.