Ti års borgerkrig sætter spor langt ud i fremtiden
Tortur, udsultning, tøndebomber, kemiske våben, islamiske ekstremister og tæppebombardementer. Det har den syriske befolkning været udsat for i 10 år - siden den 15. marts 2011. En hel generation af børn er vokset op i krig og på flugt. Hvert sjette barn har mistet en forælder eller har en forælder, der er blevet såret fysisk eller psykisk. Over halvdelen af befolkningen er drevet på flugt - de tilbageblevne lever i fattigdom.
Børn, der har oplevet krig og flugt, mister deres hverdag og tryghed. De skal bagefter også leve med deres forældres valg, flugt og traumer, som krigen medfører. I dag ved vi, at traumer skal behandles og italesættes for ikke at sætte sig fast i generationer. Selvom børnene ikke direkte selv har haft traumatiske oplevelser, kan de stadig blive påvirkede af deres forældres reaktioner på deres oplevelser.
"Det, der ikke bliver talt om, det tror jeg, lever videre og sætter spor," siger barn af en traumatiseret far
"Traumatiserede mennesker skal mødes med omsorg og forståelse for de kriser og traumer de har med sig," siger psykolog Tine Meyer Thomsen, som behandler alle typer mennesker med traumer. Traumerne må flygtningene dog ofte selv lære at leve med og de møder ikke altid forståelse - de kan også være så vrede, irritable og støjoverfølsomme, at deres familier bliver trætte af dem eller undgår dem. Ofte gør de også selv alt for at undgå eller tie deres symptomer ihjel.
"Jeg vil helst undgå at tale om det og bare glemme det hele," siger en syrisk flygtning, som samtidig klager over søvnproblemer, mareridt og ondt i hele kroppen.
Krigens helte kan skade deres børn
Problemet er bare, at det kan man ikke. Oplevelserne vender tilbage som mareridt, flashbacks, og binder rigtigt meget mental energi til at være tilbage i traumet, fremfor at være i nutiden sammen med sine børn. "Traumer som ikke bliver behandlet, de spreder sig som ringe i vandet. De vandrer videre til næste generation. De kommer til at fylde det hele med skyld og skam og tabu og tavshed, " understreger psykologen som også behandler voksne danskere, som er børn af modstandsfolk fra Anden Verdenskrig. Det er de samme mekanismer, der går igen. Enhver krig har sine helte, som træffer valg om at gøre modstand mod et uretfærdigt regime eller besættelsesmagt. Men der følger en pris, som de selv og deres børn betaler:
"Hvis ikke tavsheden brydes på en filtreret måde tilpasset børnenes alder, så kan det skade børnenes selvopfattelse og følelse af tryghed, kærlighed og værdi. Det kan blive svært at knytte sig til andre, skabe en varig kærlighedsrelation, fordi man ikke har den kærlighed til sig selv. Det er det, som forældrene ikke har været i stand til at give. Det kan skabe ængstelige, bekymrede eller overansvarlige børn, som tager overdrevent hensyn til deres forældre og ikke fortæller om egne traumer," konkluderer Tine Meyer Thomsen i filmen Modstandskampens børn, som kan ses på DR.dk