Går krigstraumer og vold i arv?

Vold under krig sætter biologiske aftryk, som kan spores i flere generationer. Det konkluderer i hvert fald et nyt studie. I studiet har forskerne ledt efter tegn på ændringer i DNA’et hos syriske kvinder, der har været udsat for vold, blandt andet under borgerkrigen i Syrien. Forskerne fandt kemiske aftryk i kvindernes gener. De samme aftryk er ikke i DNA'et hos en gruppe syriske kvinder, som ikke har krigstraumer.

Til gengæld fandt forskerne nogle af de samme aftryk - såkaldte 'epigenetiske spor' - i generne hos de voldsudsatte kvinders børn og børnebørn, rapporterer de i en videnskabelig artikel, som netop er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.

Vores fund giver den første evidens nogensinde for, at vold kan sætte epigenetiske spor. Det har vigtige implikationer for at kunne forstå udviklingen, og hvordan traumatiske oplevelser kan blive indlejret i genomet og forblive der i generationer,"  siger forskerne ifølge universitetsmagasinet Yale News.

I studiet har forskerne ledt efter epigenetiske ændringer i DNA fra spyt i mundvigen hos 131 kvinder fra 48 syriske familier, der er flygtet til Jordan.

De har også interviewet de syriske kvinder om, hvad de har været udsat for. De af kvinderne, der har været udsat for vold, har blandt andet oplevet at blive gennembanket, at se døde kroppe eller at se andre blive skudt eller dræbt.

• En af kvinderne blev gravid under den såkaldte Hama-massakre i 1982, hvor den syriske hær bombede byen Hama for at nedkæmpe et oprør fra Det Muslimske Broderskab.

• Andre blev gravide og oplevede vold under den borgerkrig, der brød ud i 2011.

• En tredje gruppe flyttede til Jordan før bombningerne af Hama i 1982. De har ikke været udsat for krigsrelateret vold og fungerer som sammenligningsgruppe.

I genomet hos de voldsudsatte kvinder fandt forskerne 35 kemiske markører, som de ikke fandt hos sammenligningsgruppen. 32 af de samme markører fandt forskerne hos kvindernes børn. 14 fandt de hos børnebørnene.

Kritik: Konklusionen er udokumenteret

I studiet finder forskerne 32 epigenetiske ændringer, der er særlige for kvinder, som har været udsat for eller overværet vold. De konkluderer, at det er krigstraumerne, der har sat aftryk i kvindernes DNA, og at de epigenetiske voldsspor videregives til de næste generationer.

I disse tider med krig i Ukraine og konflikten i Gaza er det et fund, der synes væsentligt. Men den internationale gruppe forskere, som står bag studiet, får kritik: De har ikke dokumenteret, at de fundne markører skyldes vold, vurderer flere uafhængige forskere, der har ytret sig blandt andet på det sociale medie BlueSky her og her samt i nyhedsartikler hos Science og Nature.

Peter Ebert Andersen, der er lektor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet, er blandt kritikerne.

Der kan være mange andre mulige forklaringer på de epigenetiske ændringer, forskerne finder. De kan lige så godt skyldes noget andet, der er sket i de syriske kvinders liv, for eksempel stress eller infektioner," siger Peter Ebert Andersen til Videnskab.dk

Det er uetisk, når forskerne udtaler sig skråsikkert om, at vold sætter biologiske spor, som gives videre til næste generation, mener han.

   "Forestil dig at være en syrisk flygtning, der prøver at etablere et normalt liv for børn og børnebørn. Så får du at vide, at du er epigenetisk dømt til at give det, du har været udsat for, videre til børn og børnebørn," siger Peter Ebert Andersen til Videnskab.dk.

   "Det er en forfærdelig besked at få. Inden man giver sådan en besked, skal man være meget sikker på, at det passer. Og i min optik kan det her studie ikke dokumentere, at det forholder sig sådan," fortsætter han.

Syrerne er glade for resultaterne

Connie J. Mulligans medforfatter Rana Dajani har svaret på Peter Eberts Andersens udtalelse om, at budskabet risikerer at påvirke krigsflygtninge uhensigtsmæssigt.

Familierne var meget glade for at høre om resultaterne, og de foreslog at bruge dem til at stille Assad-regimet til ansvar for deres forbrydelser mod den syriske befolkning," skriver Rana Dajani, der er professor i mikrobiologi på Harvard Radcliffe Instituttet i USA, til Videnskab.dk.

Rana Dajani, som selv er datter af flygtninge, og som har taget initiativ til forskningen, opfordrer til at læse en perspektivartikel, hun og kollegaer har skrevet om emnet i det videnskabelige tidsskrift Med.