Det styrker integrationen at gå sammen med 'nogen, der ligner en selv'

06.06.2025 | Af: Matthias Kruse

Et studie viser, at børn der går i skole med andre af samme etniske baggrund, har større sandsynlighed for at opnå Dansk Statsborgerskab. Det skriver forsker for Videnskab.dk

Det er en succes, at flere unge med minoritetsbaggrund uddanner sig. Men nogle steder spænder systemet desværre ben for integrationen, fordi de unge havner i skole med andre unge, som ligner dem selv."

Sådan lød det i et forslag til en ny aftale om elevfordelingen på de gymnasiale uddannelser tilbage i 2021.

Ideen om, at indvandrere og efterkommeres integration bliver svækket af at omgås andre, der »ligner dem selv«, går igen i flere integrationsforslag og -tiltag gennem de senere år.

Det gælder blandt andet også i debatten om nedrivning af belastede boligområder og tiltag, hvor minoritetsetniske danskere bliver sat på en bus og kørt til majoritetsetniske skoler. For blot at nævne et par eksempler.

Men er det rigtigt, at det hæmmer integrationen, hvis man går i skole med unge, der ligner én selv?

I et nyt studie sætter jeg spørgsmålstegn ved denne idé.

Etniske netværk i barndommen kan have en positiv effekt

I studiet undersøger jeg, hvorvidt og hvorfor den etniske sammensætning i skolen påvirker integration på længere sigt, og resultaterne peger i en anden retning:

At indvandrere og efterkommere, der har gået på skoleårgange med nogle med samme etniske baggrund, i gennemsnit bliver bedre integreret end dem, der ikke har gået på skoleårgange med andre med samme etniske baggrund.

Ordet ‘nogle’ er væsentligt i denne sammenhæng, for langt de fleste indvandrere og efterkommere går i skoler, hvor etniske danskere fortsat udgør majoriteten. Det vender jeg tilbage til.

Lad os først dvæle lidt ved studiets resultater. Helt konkret viser det, at indvandrere og efterkommere har større sandsynlighed for at få dansk statsborgerskab, hvis de har gået på en skoleårgang med elever med samme etniske baggrund som dem selv:

Jo større en andel af eleverne, der havde samme etniske baggrund, jo større var sandsynligheden for at få dansk statsborgerskab senere i livet.

Skaber et trygt (lærings)rum

Statsborgerskab bliver ofte anset som et nøglemål for vellykket integration. For dem, der får dansk statsborgerskab, vil det ofte have både symbolsk værdi og give flere muligheder i samfundet - såsom at kunne stemme til folketingsvalg.

En af de primære forklaringer på denne positive integrationseffekt er, at etniske netværk i barndommen ser ud til at styrke elevernes kompetencer.

Indvandrere og efterkommere, der gik i skole med nogle med samme etniske baggrund, fik således højere karakterer i de afsluttende eksamener i dansk og matematik, og de højere karakterer er med til at øge chancen for at få statsborgerskab senere hen.

De etniske netværk ser dermed ud til at skabe et mere trygt (lærings)rum, hvor eleverne har mulighed for at spejle sig selv i og lære med andre, der har samme kulturelle og sproglige baggrund.

Læs hele årsagen og artiklen på Videnskab.dk